Det var intet mindre end genialt at lade Jada optræde på en platform midt i Royal Arena
Da Soundvenues Kristian Karl i sommer anmeldte Jadas koncert på Orange Scene, var det med en fortrinsvis positiv dom. Dog med én meget vigtig asterisk: scenen var simpelthen for stor. Jada nåede ikke helt ud til de bageste rækker.
Med den pointe i baghovedet giver det rigtig god mening, at hun i Royal Arena, til sin hidtil største indendørskoncert, havde valgt at placere den cirkulære scene midt i salen. Så selv dem, der sad længst væk fra Jada, var faktisk ret tæt på. Og der var gang i den på siddepladserne.
Publikum var 360 grader rundt om Jada. Med risiko for at man som tilskuer ville ende med at se på hendes nakke i store dele af showet.
Men koncerten var opbygget med dette konstant in mente. Mikrofoner og de fleste instrumenter var trådløse, så musikere og korsangere kunne bevæge sig rundt på scenen, således at der altid var nogen at kigge på. Især Ida Duelund på bas og synth var næsten lige så underholdende som Jada at observere, idet hun sang med og levede sig ind i hvert eneste nummer.
Og sceneshowet var spektakulært. Det tjente de enkelte sange bedst muligt.
Såsom da dansere kom ud og stillede sig rundt omkring på hele scenen til ‘Something to Say’, hvilket smittede alle andre på scenen.
Eller da ‘S.e.x.y.o.m.g.’ blev indhyllet i hektiske rave-blink, alt imens sangen sekund for sekund rent sonisk voksede sig til en større og større EDM-banger – hjulpet på vej af en dejligt fandenivoldsk gæsteoptræden fra Debbie Sings.
For ikke at snakke om den hæsblæsende pyroteknik, der fik ‘On Me’ til at ramme som en lussing.
Men Jada forstod også, hvornår der var brug for at trække stikket. Det blev aldrig for meget. ‘Dangerous’ blev serveret som en nøgen ballade, hvor hendes fyldige stemme udelukkende fik selskab af klaver.
Inden ‘Not Alone’ fortalte hun om at have døjet med depressionslignende symptomer i halvandet år, og da sangen først begyndte, forholdt alle musikerne sig stilfuldt i ro – der havde ellers godt nok været spræl i dem op til da. Hele første bro og omkvæd i sangen blev leveret a cappella, mens publikum blussede op i hjertevarm fællessang. Det var svært ikke at blive rørt.
Der var få svipsere. Men overordnet var det præcis hvad en popkoncert kan være, når den er bedst.
Et festfyrværkeri af produktionsværdi, men udelukkende med det øjemed at gøre sangene mere potente. Og så med en dejlig grad af intimitet på grund af den runde scene i midten af det hele.
Kort sagt:
Det var et vovet valg at placere scenen midt i salen. Men selv med publikum 360 grader rundt om sig, sikrede Jada, at alle fik en både bevægende og produktionsmæssigt blændende oplevelse.