Kehlani har netop afsluttet sin europaturné, der sidste måned bragte hende forbi København.
Nu fortæller r’n’b-stjernen, at hun til en koncert i Manchester blev udsat for seksuelt overgreb af en tilskuer, mens hun blev ført gennem en menneskemængde efter koncerten.
»Jeg har lavet video efter video efter video og slettet dem, fordi jeg ikke ville dele en video af mig, der er så sur, triggered og oprørt, som jeg er lige nu. Jeg er ligeglad med, hvor seksuel, man synes, min musik, mine optrædener, mig, der har det sjovt med at danse med mine venner på natklubber, eller jeg selv er«, skriver Kehlani i en Instagram-story.
»Det giver dig ikke ret til at overtræde en grænse ved at stikke din hånd op under min nederdel, rive i mine underbukser og røre ved mit køn, mens jeg bliver eskorteret gennem en menneskemængde, efter at have optrådt. Jeg får det dårligt over den slags lort. Som offer for seksuelt overgreb, er jeg uendeligt triggered og ude af stand til at fatte det«, fortsætter hun.
Kehlani har tidligere fortalt om at være blevet udsat for seksuelle overgreb og har gentagne gange støttet ofre for overgreb.
I 2019 gæstede hun ifølge musikmediet Stereogum podcasten ‘Sunday Gems’, hvor hun fortalte om sine oplevelser med seksuelle overgreb:
»Jeg har ikke lyst til at tilføje mere smerte. Det eneste, jeg har lyst til at sige, er: Jeg sender kærlighed til alle, der er i gang med at hele lige nu, og jeg sender kærlighed til alle, der har brug for det. Hvis du undskylder for overgreb, er du modbydelig. Sut min pik«.