En af heavy metal-genrens største legender er færdig med tourlivet.
Det drejer sig om 74-årige Ozzy Osbourne, der i mere end et halvt århundrede har rejst verden rundt med sine notorisk excentriske liveshows. Først med moderbandet Black Sabbath og sidenhen som soloartist.
Til maj skulle Osbourne ellers have spillet en europæisk turné med Judas Priest, men i et nyt Twitter-opslag annoncerer sangeren nu, at han ikke er i stand til at gennemføre – og at han i øvrigt aldrig bliver i stand til at turnere igen.
»Jeg har indset, at jeg ikke er fysisk i stand til at gennemføre min kommende europaturné, fordi jeg ved, at jeg ikke vil kunne håndtere den nødvendige transport. Tro mig, når jeg siger, at tanken om at skuffe mine fans virkelig fucker mig op – mere end I aner«, skriver han blandt andet.
I 2020 annoncerede Osbourne, at han var blevet diagnosticeret med Parkinsons-sygdom. Sidste år blev han desuden opereret i nakken, hvilket han også adresserer:
»I den seneste tid har mit eneste formål været at vende tilbage til scenen. Min sangstemme har det fint. Men efter tre operationer, stamcellebehandling, uendelige mængder terapisessioner og senest en banebrydende HAL-behandling er min krop stadig svag«, skriver han.