Snoop Dogg får i disse dage den helt store indførsel i europæisk kultur.
I fredags gav han koncert i Royal Arena og delte i den forbindelse en begejstret video på sociale medier, hvor han roser Tivoli og den danske cykelkultur.
Nu er turen så kommet til Skotland, hvor Snoop Dogg fik en meget lokal modtagelse, da han landede i et privatfly i lufthavnen.
Der var nemlig arrangeret en sækkepibespiller, som opførte en alternativ version af ‘Still D.R.E.’ – til stor glæde for rapperlegenden, der brød ud i spontan dans til tonerne.
Snoop Doggs igangværende ‘I Wanna Thank Me’-turné blev første gang annonceret i 2019, men udskudt adskillige gange grundet corona.
Når Snoop Dogg vender hjem til USA, bliver det til endnu en omfattende turné – denne gang i selskab med Wiz Khalifa.