Danske Caspar Eric har de seneste måneder haft vind i sejlene med digtsamlingen ‘Nye balancer’, hvis selverklærede handicapdigte har startet en større samtale om handicap.
Den samtale fortsætter digteren nu via sit musikalske projekt Intet Altid, som han har sammen med Mikkel Grevsen. I dag har Soundvenue premiere på gruppens nye single, ‘Ekko’, der officelt udkommer i morgen fredag den 21. april.
Duoen har hidtil lavet popmusik med tekster om depression, angst og hverdagens meningsløshed, men på den nye single er der i den grad noget nyt på færde. Det her er ikke just popmusik. Tværtimod er vi snarere ovre i noget dunkel, skramlende indierock.
Rent lyrisk trækker ‘Ekko’ tydelige tråde til Caspar Erics seneste digtsamling. Ifølge en pressemeddelelse er singlen nemlig en fortælling om den handicappede krops erfaringer i et samfund skabt af og for de normale. Digteren og musikeren er født med det fysiske handicap cerebral parese.
Budskabet understreges i sangens Frederik Valentin-instruerede musikvideo, som består af ét langt one-take af Caspar Eric, som han er, og ser ud.
»Sangen er opstået i en periode af mit liv, hvor jeg tænkte meget over det at leve med en anderledes krop. Vi redigerede næsten ikke teksten bagefter, og jeg kan næsten ikke huske, hvordan sangen opstod«, udtaler han.
»Det var meget grænseoverskridende, men på en eller anden måde gjorde det, at teksten skulle handle om mit handicap, at jeg allerede var så blottet, at jeg også bare var sådan lidt: Fuck it, lad os se, hvad der sker«.
‘Ekko’ er første smagsprøve på et kommende album fra Intet Altid. Duoen var senest aktuelle med debuten ‘Når nogen rammer jorden’ fra 2019.