Mikrofonen fik et blowjob: Lattos koncert var sexet nok til at give en snemand røde kinder
I går kaldte jeg Remas Roskilde-koncert for en historisk liderlig Arena-optræden. Men der skulle ikke gå mere end et døgn, før en ny artist overgik den nigerianske afrobeats-stjerne på sexometeret.
For hold da nu ferie, Lattos koncert var hed nok til at give en snemand røde kinder.
Den amerikanske rapper fokuserede på de tungeste sange fra kataloget, og mens de 808-drevne beats fra sange som ’Soufside’, Gucci Mane-remaket ’Muwop’ og ’It’s Givin’ rystede jorden foran Arena som var der en subwoofer begravet under pladsen, gav Latto og hendes fire dansere et show, der forvandlede Arena til en stripklub.
I Georgia, hvor Latto kommer fra, er hiphop og natteliv uløselig forbundet med stripklubben. Musikken har altid et seksuelt element. På Arena viste hun i dén grad uskyldige Danmark, hvordan sådan en stripklub-fest ser ud i praksis.
En kvinde fra publikum fik en lapdance af hele danserholdet til ’Wet (Remix)’, og Latto twerkede her, dér og alle vegne. Hun slikkede mikrofonstativet, og på et tidspunkt simulerede hun et blowjob på mikrofonen. På flere tidspunkter faktisk.
Det lyder måske meget voldsomt og show-agtigt. Men twerking, stripelementer og seksuelle undertoner er ikke billige tricks; de er del af en specifik kultur og udgør et festritual.
Latto dirigerede showet med utrolig meget karisma og glimt i øjet. Jeg har sjældent set en amerikansk rapper have så meget overskud i sin første Roskilde-optræden.
Hun stod med iskoldt ’Mean Girls’-face det ene sekund, men brød hele tiden masken med et blink med øjet eller et smil, der lignede, det gik ud over ørerne.
Hun lod publikum forstå, at det hele ikke var så alvorligt, at det dybest set handlede om at hygge sig sammen. Det kunne danskerne kapere.
Hun havde samtidig en perfekt timing med den medbragte dj (og bedste ven, som hun sagde). De amerikanske feststarter-djs er ikke alles favoritelement til hiphopkoncerter, men her var manden bag pulten hele tiden integreret i showet. Han skreg ikke kun efter energi, han var med til at skabe den.
Da der en enkelt gang var et lille fald i intensiteten, tog Latto kontant sagerne i egen hånd.
Hun stoppede musikken og marcherede ud i publikum, hvor hun nuppede en koncertgæsts studenterhue og twerkede på hele første række til tonerne af gennembrudssangen ’Bitch From Da Souf’. Jubelen var ekstatisk.
Det var især imponerende, hvordan Latto fik alle med sig, når man tænker på, at klokken altså var to om eftermiddagen, og at størstedelen af publikum tydeligvis ikke kunne hendes sange.
Okay, der var virkelig meget backtrack, og nogle af koncertgrebene – som at dele højre og venstre side op – var lidt uinspirerede.
Men de ting er samtidig vilkår, når man laver festorienteret stripklubsrap. Og inden for den koncerttype var Latto mesterlig.
Hendes timing, energi og karisma formåede at forvandle en eftermiddagskoncert i høflige Danmark til en hed Atlanta-stripklub. Da optrædenen sluttede med de store hits ’Big Energy’ (hvor Latto simulerede at mikrofonen var hendes pik) og ’Lottery’ var publikum som forvandlet.
Det var en af de Roskilde-koncerter, hvor man ankommer en smule træt og sløv, men forlader den fuld af fornyet livsglæde.