Oprigtigheden var til at føle på, da Bruce Springsteen kiggede en ung koncertgænger dybt i øjnene
Første gang, jeg oplevede Bruce Springsteen live, var under hans fænomenale koncert på Roskilde Festival i 2012. Den aften foran Orange Scene forstod jeg, hvad der gjorde ham til så ikonisk en liveperformer.
Samme magi fik også lov til at skinne frem tirsdag aften i Parken, omend der ikke hele koncerten igennem var helt samme forbindelse mellem Springsteen og publikum.
Koncerten åbnede formidabelt med ‘No Surrender’, hvor særligt nærværet mellem bossen og guitarist Steven Van Zandt viste, at gejsten stadig brænder. Samme glød manifesterede sig i ‘Prove It All Night’ og ‘Out in the Streets’, hvor Springsteen virkelig trådte karismatisk i karakter som dirigerende bandleder og publikumsopildnende sprechstallmeister.
Når man kultiverer fænomenet maratonkoncerter, som Bruce og hans trofaste E Street Band gør, lurer faren for stunder, der ikke formår at fastholde publikums fokus.
Således også i Parken, hvor bossen og co. momentvis tabte momentum i løbet af den 2 timer og 50 minutter lange seance.
En akustisk sprudlende ‘Working On The Highway’ fik desværre ikke alle med, og man fornemmede ligeledes rastløsheden under både Commodores-covernummeret ‘Nightshift’ og ‘Kitty’s Back’, der ellers var klædt i det helt store Motown-skrud med blæsere og korsangerne i fokus. Heldigvis er Springsteen så meget en maestro ud i disciplinen audience participation, at selv øjeblikke, der ikke brager løs i stadionrockens pomp og pragt, kan blive store.
Med myndighed fik han således intimiteten helt frem under ‘Mary’s Place’, hvor han også gik på charmetur ned til de forreste rækker.
Det var livsbekræftende at se ham nærmest hviske nummeret, mens han kiggede en lille dreng i øjnene, hvis funklende blik signalerede, at en gigantisk koncertoplevelse udspillede sig lige dér.
Uagtet at Springsteen givetvis gør det samme til alle sine koncerter, var oprigtigheden i det moment, han delte med sin unge koncertgænger, ikke desto mindre virkelig til at føle på.
Måske som endnu et udslag af Springsteens elskværdige ønske om at connecte med sit publikum, uanset hvor han er, var det et løjerligt indslag, at der i ny og næ kom danske undertekster på skærmen. Bl.a. i den forklarende introduktion til ‘Last Man Standing’, som Bruce dedikerede til sin første bandmakker George, som er gået bort. Selvom konteksten således var rørende, virkede seancen en kende scriptet, når hvert et ord var oversat.
‘Tenth Avenue Freeze-Out’ var ligeledes en hyldest til faldne kammerater, da billeder af de afdøde E Street-medlemmer Danny Federici og Clarence Clemons tonede frem på storskærmen.
Sidstnævntes nevø Jake har virkelig løftet den tunge arv og leverede til perfektion den ikoniske sax-solo under ‘Born to Run’, der sammen med bl.a. ‘Bobby Jean’, ‘Glory Days’ og ‘Dancing in the Dark’ stod for et blændende sæt ekstranumre.
Det sluttede således på den forventeligt høje klinge, men i fremtiden kunne det være interessant at opleve, hvordan en kortere og mere spontan Bruce Springsteen-koncert ville tage sig ud.
Kort sagt:
Selvom den næsten tre timer lange koncert viste, at publikum og bossen ikke havde helt samme magiske forbindelse som under fordums fænomenale livestunder, så brændte spillelysten tydeligvis igennem, og publikumskontakten var rørende og nærværende.