Noget tyder på, at vi ikke får mulighed for at se Mark Zuckerberg og Elon Musk wrestle mod hinanden i den nærmeste fremtid.
De to tech-CEO’er har længe udfordret hinanden til en wrestlingkamp, der skulle afgøre deres stridigheder. Men nu har Zuckerberg valgt at kaste håndklædet i ringen, angiveligt fordi Elon Musk ikke tager foretagendet seriøst nok.
»Jeg tror, at vi alle sammen kan blive enige om, at Elon ikke er seriøs, og at det er på tide at komme videre. Jeg tilbød en reel dato. Dana White tilbød at gøre det til en legitim konkurrence dedikeret til velgørenhed. Elon vil ikke bekræfte en dato, så siger han, at han skal opereres, og nu spørger han, om vi skal tage en prøvekamp i min baghave i stedet«, skriver Zuckerberg på sit nye sociale medie, Threads.
Han fortsætter: »Hvis Elon nogensinde bliver seriøs omkring en dato og et rigtigt event, så ved han, hvor han kan få fat i mig. Indtil da er det på tide at komme videre. Jeg vil fokusere på at konkurrere med folk, der tager sporten seriøst«.
Elon Musk køber dog ikke ind på præmissen om, at det er ham, der trækker showet i langdrag.
På sit sociale medie X (tidligere Twitter) skriver Musk, at »Zuck er en kylling«. Han fortsætter: »Han kan ikke spise en Chic-Fil-A, fordi det ville være kannibalisme«.
Musk deler desuden billeder fra en SMS-korrespondance med Zuckerberg, hvor Musk tilbyder at kæmpe mod Meta-herren i hans private oktagon.
Musk og Zuckerberg er for tiden ude i en større fejde, som blandt andet skyldes, at Zuckerbergs nye platform, Threads, udfordrer Twitter, der er ejet af Musk. Senest har begge flirtet med idéen om at løse deres uenigheder med en vaskeægte cage fight i MMA-stil.
Tidligere på sommeren foreslog Elon Musk, at de i stedet for wrestling bare nøjedes med en pikmålingskonkurrence. Idéen kom fra Grimes, Musks ekskone, men lader dog (heldigvis) hurtigt til at være blevet lagt i graven igen.