Top Tracks er tilbage: Her er sommerens 25 bedste sange

Soundvenues ugentlige Top Tracks-liste har været på sommerferie. Men den gode musik har ikke holdt pause. Derfor samler vi her nogle af sommerens bedste nye sange.
Top Tracks er tilbage: Her er sommerens 25 bedste sange
Troye Sivan på singlecoveret til 'Rush'. (Foto: PR)

Det er så småt ved at være sensommer. Soundvenues ugentlige liste over de bedste nye sange tog på sommerferie tilbage i juni, men vi har fulgt grundigt med i de udgivelser, der er udkommet i mellemtiden.

Vi har derfor samlet 25 tracks, der tydeligt viser, at musikverdenen ikke har stået stille den seneste håndfuld uger.

Ugerne har bydt på nye sange fra så store stjerner som Billie Eilish, Olivia Rodrigo og Ice Spice – og de er skam alle sammen med på listen.

Ice Spice. (Foto: Scott Dudelson/Getty Images)

Men den største historie må faktisk være popdarlingen Troye Sivan.

Det er efterhånden noget tid siden, vi sidst har hørt ny musik fra den australske sangsmed, men til oktober vender han tilbage med ‘Something to Give Each Other’, hans første album i fem år.

Førstesinglen fra det kommende album udkom i juli, og den fik øjeblikkeligt succes. Allerede nu ligner det Sivans største sang siden gennembrudshittet ‘Youth’. Nummeret er en houset popbanger ved navn ‘Rush’, og man kan slet ikke sidde stille til den.

De spændende produktionsvalg på ‘Rush’ fascinerer mere og mere for hver gennemlytning, og hvis Sivan spiller sine kort rigtigt, kan den muligvis skyde ham helt op i popmusikkens superliga. Australieren er trods alt den eneste, der er kommet ud af ‘The Idol’ med æren i behold.

Troye Sivan på coveret til det kommende album ‘Something To Give Each Other’. (Foto: PR)

Ud over Sivan byder vores liste blandt andet på Burna Boys skrøbeligt melodiøse afrobeats-sjæler ‘Big 7’, Mitskis poetiske singer/songwriter-mesterstykke ‘Bug Like an Angel’ og en dejligt eventyrlysten James Blake på ‘Loading’.

Alle tre sange peger frem mod albumudgivelser, der lander i løbet af årets anden halvdel.

Burna Boy på Roskilde Festival. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

Hvis man vil have noget fra længere nede i undergrunden, kan den eksperimenterende rockgruppe The Armed varmt anbefales. De har album på vej, og som forsmag har vi fået den strålende og støjende ‘Everything’s Glitter’.

Et andet spirende navn er den alternative popsnedker Holly Humberstone, der promoverer sit kommende album med den tænksomme ‘Antichrist’. Og et af årets mest inficerende popnumre må være Vagabons nye ‘Do Your Worst’.

Holly Humberstone. (Foto: Phoebe Fox)

Dansk musik har også budt på masser af nyt guf.

Bandet Søn har vist endegyldigt lagt rocken på hylden med r’n’b-sangen ‘Sort Ferrari’, Eee Gee omfavner sin disco-kærlighed på ‘School Reunion’, og Martha Elisabeth skruer op for tempoet på den skarptskårne ‘So Much’.

Alt i alt er der rigtig meget at tage hul på. Lyt til hele vores Top Tracks-playliste nedenfor, der nu er opdateret med sommerens 25 stærkeste sange.

Fra nu af udkommer Top Tracks igen på ugentlig basis, og playlisten opdateres også ugentligt.

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af