Dæmpede lys, skinnende diskokugler, store malerier på væggene.
Man skulle ikke tro, der var dækket op til et rap-show, da man torsdag aften trådte ind på Søpavillonens overetage. Men for Bjørn, der har det ene ben i hiphoppen og det andet ben i den klassiske musik, virkede det let overdådige setup faktisk helt passende.
Og vi fik i den grad set begge sider af det rappende, violinspillende talent, da Bjørn fejrede udgivelsen af sin nye ep, ‘Håbløs romantiker‘, til Soundvenue LIVE.
På ‘Sig noget!!’ fyrede han selvsikre punchlines af, på ‘Lov mig’ hev han violinen frem til en stilet solo, og til ‘Sæsoner’ fik han salen til at bryde ud i et kæmpe mosh-pit.
Bjørn tog Søpavillonen op og ned – showet overraskede konstant.
Til sidst kunne den unge rapper heller ikke selv dy sig og endte med at smide trøjen og rappe i bar overkrop til stort publikumbifald.
Der var ingen tvivl om, at han kan lidt af hvert. Og det gav han også udtryk for, da han inden koncerten deltog i et live-interview med Soundvenues musikredaktør, Kristian Karl.
Da snakken kom ind på violiner, sendte han et skud ud til 1800-tallet og den russiske komponist Tjajkovskij, og da samtalen kom ind på Sivas, fortalte han en historie om, hvordan han ud af det blå er blevet ringet op af stjernerapperen i et S-tog.
Se billeder fra torsdagens Soundvenue LIVE med Bjørn forneden.