Bjørn er en fornem sangsmed – men én ting mangler på ‘Håbløs romantiker’
Hvem er Bjørn egentlig? Hvordan rapper han? Kan man overhovedet sige noget interessant om ham, andet end at han spiller violin?
Jeg har alle dage nydt at være i Bjørns musikalske selskab. Men som kunstner har han en tendens til at være midtersøgende. Han er poppet, men han er afgjort stadig hiphopkunstner. Han er følsom, men han får dig aldrig til at mærke angstens grimme ansigt. Han er rig på vittige ordspil og kompakte rim, men han undgår at blive så flashy, at det bliver belastende.
Den musikalske Guldlok-zone fungerer fornemt på de individuelle sange, men det fungerer ikke særlig godt til at gøre mig investeret i Bjørn som kunstner. Og jeg ved ikke, om jeg reelt er blevet meget klogere på, hvem Bjørn er, efter at have lyttet til hans nye solo-ep, ‘Håbløs romantiker’.
Men gør det så meget, når numrene konsekvent bare fungerer?
‘Sig noget’ klinger måske ikke mere unikt af Bjørn, end at jeg let kunne forestille mig Kesi optræde med det eksakte nummer linje for linje. Men omvendt havde det i så fald været årets bedste Kesi-sang med sit skarpe hook om at genetablere dialog efter en konflikt, sin disco-klingende instrumentation og de charmerende korvokaler.
Det er tydeligt, at Bjørn har nusset med sangene, så de er endt med at være de bedst tænkelige udgaver af sig selv.
Der er kælet så meget for detaljerne. Såsom hvordan der er distortion på hans ad-libs under det hastige andet vers af ‘Sæsoner’ for lige at gøre det endnu mere intenst. Eller hvordan det allersidste ord fra afslutningsnummeret ‘Russisk roulette’ bliver afbrudt af et pistolskud, længe før man tror, nummeret rent faktisk har i sinde at slutte.
Det er tydeligt, at den her ep er lavet af en kunstner, der i lige så høj grad er producer, som han er rapper.
Bjørn er dog også en kløgtig lyriker. Første vers af ‘Vågen’ genfortæller en dialog så malerisk, at det føles som at stå midt i den. Ordspil som »henter drinks uden at spilde, ingen tid at spilde« og »du træder på mine grænser som en illegal immigrant« får ‘Lov mig’ til at trække på mine smilebånd.
Men jeg savner stadig at høre en linje, hvor jeg tænker »det er kun Bjørn, der kunne have skrevet den her«. Og som resultat står de bedste linjer side om side med klichéer om, at diamanter skabes under pres, og at Bjørn vender tilbage som en boomerang.
End ikke violinen stikker så meget ud i mængden. Den er så elegant integreret i hiphoplyden, at jeg ikke ville bebrejde nogen for at lytte til ep’en uden at lægge mærke til, hvor meget violinen faktisk fylder.
‘Håbløs romantiker’ er en virkelig velsmurt udgivelse, der dog også bliver en tand for smagfuld. Jeg vil se Bjørn omfavne sine excentriciteter. For hvis han først får sin personlighed til at skinne igennem, er der ikke tvivl om, at han har talentet til at skabe sange, der kan bære en stor karakter.
Kort sagt:
‘Håbløs romantiker’ måtte gerne have lidt mere unik personlighed, men det er svært at klage, når de respektive sange hele vejen igennem fungerer storartet.