Det var noget af et chok, da Grammy Awards’ officielle Twitter-konto i nat annoncerede årets vinder for Bedste Rapsang. Her kunne man nemlig læse, at Nicki Minaj og Ice Spice havde vundet prisen for deres Aqua-samplende samarbejde ‘Barbie World’.
Det havde været et noget vovet valg for det ellers ret så konservative Recording Academy, der uddeler priserne. Problemet var bare, at udmeldingen var en fejl. Det rapporterer The Hollywood Reporter.
Dem, der har fuldt med i nattens prisshow ved nemlig, at det ikke var Ice Spice og Nicki Minaj, men Killer Mike, der vandt prisen for ‘Scientists & Engineers’.
Grammy Awards opdagede hurtigt deres fejl, og slettede opslaget, men da var skaden sket, og en masse fans var blevet både skuffede og sure. Prisen havde nemlig været både Nicki Minaj og Ice Spices første Grammy.
En anden sang fra ‘Barbie’-soundtracket var dog mere heldig: Billie Eilish vandt prisen for Årets Sang for ‘What Was I Made For’.