I sidste uge annoncerede Billie Eilish endelig sit tredje album, der har fået titlen ‘Hit Me Hard and Soft’. I samme ombæring kunne det unge popikon fortælle, at vi ikke får en eneste single at høre, før albummet udkommer 17. maj.
Nu har Eilish dog forsødet ventetiden en lille smule ved at dele tracklisten på Instagram. Det skriver Billboard.
Vi kan dermed se, at ‘Hit Me Hard and Soft’ indeholder 10 sange, og at der ikke optræder nogen gæsteartister på albummet.
Én af sangtitlerne stikker ud, idet den er opkaldt efter Hayao Miyazakis Studio Ghibli-nyklassiker ‘Chihiro og heksene’. Tredje nummer på pladen har således fået titlen ‘Chihiro’.
Eilish har ikke lagt skjul på, at hun er fan af Studio Ghiblis populære animefilm. Tidligere har hun fortalt, at hun har haft et crush på dragen Haku i netop ‘Chihiro og heksene. Musikvideoen til 2020-singlen ‘My Future’ er desuden inspireret af Studio Ghiblis animationsstil.
Popstjernen har skrevet sangene til ‘Hit Me Hard and Soft’ i samarbejde med sin faste makker, storebroren Finneas, som også producerer. I en pressemeddelelse blev albummet kaldt hendes »mest vovede arbejde til dato« og et værk, der skal »afspilles fra ende til anden«.