NASA har denne forgangne weekend sendt en transmission ud i rummet, hvor de via deres Deep Space Network sendte Missy Elliotts gennembrudssingle ‘The Rain (Supa Dupa Fly)’ hele vejen til Venus. Det skriver NASA på deres hjemmeside.
Transmissionen foregik 12. juli fra NASA’s Jet Propulsion Laboratory i Californien. Takket være NASA’s Deep Space Network var sangen i stand til at rejse hele 254 million kilometer fra Jorden til Venus med et radiosignal, der havde lysets hastighed. Dermed tog det knap 14 minutter før sangen nåede Venus, der ifølge NASA er Missy Elliotts yndlingsplanet.
Ideen med at sende et Missy Elliott-nummer ud i rummet stammer fra Brittany Brown, der er kommunikationsdirektør i NASA’s digitale og teknologiske afdeling i hovedkvarteret i Washington.
Brown fortæller på NASA’s hjemmeside: »Både udforskning af rummet og Missy Elliotts kunst har handlet om at skubbe til grænser. Missy har en historik med at fremkalde rum-centreret historiefortælling og futuristiske billedsider i sine musikvideoer, så muligheden for at samarbejde om noget hinsides denne verden er i sandhed passende«.
Rapperen har også selv udtalt sig til NASA’s hjemmeside. »Jeg kan stadig ikke fatte, at jeg bevæger mig hinsides denne verden med NASA gennem deres Deep Space Network, når ‘The Rain (Supa Dupa Fly)’ bliver den første hiphopsang til at blive transmitteret til rummet«, fortæller Elliott. »Jeg valgte Venus, fordi den symboliserer styrke, skønhed og empowerment, og jeg føler mig så beæret over at have muligheden for at dele min kunst og min meddelelse med universet«.
Denne bedrift følger i hælene på The Beatles’ ‘Across the Universe’, der i 2008 blev transmitteret til det dybe rum som den første sang nogensinde.
Missy Elliott har fejret bedriften på de sociale medier – hun har tweetet »Yooo, det her er skørt!« og fortalt sine følgere om projektet.
YOOO this is crazy! We just went #OutOfThisWorld with @NASA and sent the FIRST hip hop song into space through the Deep Space Network. My song “The Rain” has officially been transmitted all the way to Venus, the planet that symbolizes strength, beauty and empowerment. The sky is… pic.twitter.com/g6HofNQSt1
— Missy Elliott (@MissyElliott) July 15, 2024