Roskilde Festival: Sexyy Red endte i råbeduel med sin egen hypeman
Udfordringen for Sexyy Red, den ukronede amerikanske mester i vulgær rap, er den samme som for mange andre kunstnere med hendes helt careless attitude: Hvordan får man den der ligeglad-med-alt-vibe med fra album til scene?
For det var jo den, der gjorde sidste års ‘Hood Hottest Princess’ til så gennemført sjov og anmelderrost en udgivelse. Det bedste ved Sexyy Reds detaljerede udpenslinger af eget underliv er, at hun rapper om coochie, som om hun rappede om at brygge te.
Men på Orange Scene viste hun, at hun ikke er helt ligeglad. Sexyy Red lignede faktisk en, der godt kunne lide at performe.
Jo jo, meget af tiden mindede hun sig selv om at have et dødt blik og skødesløst flow, men i momenter spyttede hun energisk sine linjer ud og joinede sine dansere i at banke underlivet rytmisk mod gulvet i fuldt, gymnastisk split som under ‘Pound Town’.
Vokalen var ikke sovset ind i backtrack, men stod helt klart. Og da hun efter en del stop-and-go i koncertens første halvdel skruede op for stemningen med hits som ‘SkeeYee’ og ‘Rich Baby Daddy’, var der kantet, intens levering og endda små sangbidder.
Helt godt lød det dog desværre ikke. Men det handlede mere om, at høje bastryk fik det meste af Sexyy Reds ganske vist ret simple – men ikke så simple – produktioner til at tabe de dystre klaverfigurer eller onde synths. Det var mest bulder og brag, der kom ud af mixet.
Desuden fyldte hendes hypeman for meget. Måske var tanken, at det hjalp med at holde fast i Sexyy Reds lidt ligeglade attitude, men det var trods alt ikke hans overskuelige rapevner, vi var kommet for at høre. Flere sange endte lidt i en råbeduel mellem de to, mens nuancerne i musikken forsvandt.
Stemningen i publikum var god, fra åbneren ‘Bow Bow Bow (F My Baby Dad)’ med twerking til afslutteren ‘Get It Sexyy’, som vi fik to gange, fordi Denmark var cool nok. Men stemningen var ikke euforisk.
Jo, måske under virale ‘SkeeYee’, hvor dollarsedler dalede ned i ilden på videoskærmen. Og på ‘Pound Town’, hvor der blev råbt med om rød coochie og brunt butthole. Men ellers var koncerten lidt for løs til at fastholde momentum i længere tid ad gangen.
Hvis det var en del af Sexyy Reds valgkampagne for at blive amerikansk præsident – det har hun sagt, hun gerne vil være, og det stod der også med store bogstaver bag hende – så var det nok ikke nye vælgere, hun vandt.
Men hun ville stadig få min stemme, trods alt. Især hvis hun fandt en running mate, der fyldte lidt mindre.