Dette efterår rykker Noma til Japan, og mens den berømte restaurant er udenlands vil etablissementerne Popl Burger, Hija de Sanchez og Noma Projects rykke ind i lokalerne. Men ikke nok med det.
Heartland Festival sørger samtidig for en række begivenheder med både musiknavne og andre kulturpersonligheder.
Tidligere har Heartland blandt andet annonceret store skuespillerstjerner som Jeremy Strong og Lily Collins, og i dag offentliggør festivalen endnu en række navne, der kommer forbi Noma til efteråret – denne gang med store skikkelser fra musikkens verden.
Til efteråret kan du således opleve amerikanske St. Vincent og Johnny Jewel samt lokale navne som Marie Key, The Raveonettes, Teitur, Tim Christensen og Emma Sehested Høeg. Derudover annoncerer Heartland i dag også Brian Holm, Bastian Emil Goldschmidt, Mads Brügger og Peter Lund Madsen.
Hvad der præcis venter, når ovenstående artister og kulturpersonligheder indtager Noma, er uvist – udover at Brian Holm og Bastian Emil Goldschmidt kommer til at tale om cykelsportens mytologi to af aftenerne sammen med henholdsvis Peter Lund Madsen og Mads Brügger.
Det er heller ikke offentliggjort, hvornår de forskellige navne kommer forbi restauranten. Indtil videre ved vi blot, at begivenhederne vil finde sted fra september til december (og ikke november, som oprindelig annonceret).
Pladserne er begrænsede, og man kan skrive sig op på Heartland at Nomas hjemmeside.