The National var præcis, som vi kender og elsker dem i Royal Arena – men jeg ved, at de er i stand til mere
Det er tydeligt, at The National føler sig hjemme i Danmark. Guitarist Aaron Dessner er dansk gift, og med den koncertfrekvens, amerikanerne lægger for dagen, må de være et af de udenlandske bands, der har spillet flest koncerter på dansk grund de seneste 20 år.
Til deres koncert i Royal Arena tirsdag aften havde de ifølge dem selv også følgeskab af blandt andre koner og børn, og bandet lignede det meste af koncerten netop en slags udvidet familie. En flok venner og bandkammerater, der efter mere end to årtier sammen ser ud til at hygge sig mere end nogensinde før, når de deler en scene og spiller deres sange.
Forsanger Matt Berninger spadserede i vanlig stil rundt i et tempo, der gjorde livet surt for sceneteknikeren med ansvaret for mikrofonens ledning. Især Aaron Dessner kunne flere gange ikke kunne skjule et smørret smil, og mere eller mindre interne jokes fløj frem og tilbage mellem både bandmedlemmer og udvalgte publikummer på de forreste rækker.
Præcis som vi kender og elsker dem fra deres utallige besøg her til lands. If it ain’t broke, don’t fix it. Og derfor kan det måske virke uretfærdigt, når jeg siger, at bandet muligvis hyggede sig lidt for meget og lidt for tydeligt?
Berninger er en distinkt karakter på en scene med sin rastløse energi og udtryksfulde vokale eksplosioner. Men det er også, som om han efterhånden godt ved, hvad vi forventer af ham, og nogle gange spiller så meget på det, at han bliver en slags udvidet udgave af sin egen persona, der tager toppen af den nerve og inderlighed, som er blandt hans største styrker.
The National spillede en god koncert, som det rent musikalsk er svært at sætte en finger på. Men alligevel føltes det i perioder, som om der manglede noget af den magi, jeg fra tidligere erfaringer ved, at bandet er i stand til at skabe.
For selvom Dessner-brødrenes dynamiske samspil skinnede igennem, og bandets andet brødrepar, Scott og Bryan Devendorf, lagde en bundsolid bund af bas og trommer, var der få af de helt store gåsehudsfremkaldende øjeblikke.
Jovist, fik vi udgaver af ‘Abel’ og ‘Mr. November’, der ramte som kæberaslere af utæmmet energi, og en sønderrivende udgave af ‘The System Only Dreams in Total Darkness’, hvor guitarsoloen kunne mærkes helt ind til benet. For ikke at nævne en nærværende ‘Bloodbuzz Ohio’ og en øm ‘The Geese of Beverly Road’, der blev dedikeret til de fans, der har været med siden bandets første danske koncert på Loppen tilbage i 2005, og som lød præcis lige så nødvendig og presserende, som den må have gjort dengang.
Men samtidig faldt ellers smukke sange som ‘I Need My Girl’, ‘Light Years’ og ikke mindst ‘Fake Empire’ lidt til jorden i versioner, der aldrig helt brændte igennem. Sidstnævnte blev præsenteret som en hyldest til Demokraternes nye præsidentkandidat, Kamala Harris, med håbet om, at hun kan »besejre fascismen i USA«, men det var svært for alvor at mærke håbefuldheden i sangens lidt rodede levering, selvom publikum gjorde deres bedste for at løfte sangen ved at synge med.
Til gengæld fungerede den afsluttende akustiske udgave af ‘Vanderlyle Crybaby Geeks’ flot. Her mødtes band og publikums stemmer i en smuk og afdæmpet fællessang uden mikrofoner, der gav sangen ånderum og plads til lidt af det upolerede nærvær, man i perioder af koncerten havde manglet.
På den måde endte tirsdagens koncert i Royal Arena som en slags musikalsk comfort food, der både mættede og gjorde én varm og nostalgisk, men som manglede det sidste krydderi og melankolske flair, der kunne hæve koncerten op blandt bandets bedste.
Kort sagt:
The National spillede en hyggelig og hjemmevant koncert i Royal Arena, men selvom bandet leverede en velkendt solid musikalsk præstation og brændte igennem i glimt, manglede koncerten noget af det nærvær og den inderlighed, der kendetegner bandets bedste koncerter.