Det bliver en umage blanding af musikalske verdener, når Benny Jamz sammen med Danmarks Underholdningsorkester giver koncert i DR Koncertsalen.
Det har rapperen netop annonceret via sin Instagram, hvor han desuden har delt en stemningsfuld teaservideo for showet, der finder sted den 15. februar næste år.
Koncerten arrangeres i samarbejde med Red Bull Symphonic og produceren Nicki Pooyandeh, der sammen med komponist og dirigent John Frandsen er i gang med at omskrive hele Benny Jamz’ katalog til en symfoni, som det lyder på DR Koncerthusets hjemmeside.
Derudover gæster den anerkendte blokfløjtespiller Michala Petri, så der er uden tvivl lagt op til et overraskende kulturmøde. Billetsalget starter den 31. oktober kl. 12.00.
Red Bull Symphonic: Benny Jamz
15. februar 2025
DR Koncertsalen