Kesha har bestemt ikke gode erfaringer med at være popartist i musikbranchen. Derfor har hun nu lagt en 10-årsplan for at »nedbryde« den. Det fortæller hun ifølge NME i et nyt interview med Elle.
I 2005 skrev dengang 18-årige Kesha under på en pladekontrakt med produceren Dr. Luke, indeholdende en aftale om at udgive seks album. Siden har Kesha som bekendt indgået i en større juridisk strid med Dr. Luke, som hun sagsøgte for seksuelt, fysisk verbalt og emotionelt misbrug – herunder to voldtægter. Kesha og Dr. Luke indgik et forlig uden for retten i 2023.
»Musikbranchen burde være fucking rædselsslagne for mig. For jeg er ved at lave nogle store tiltag og forandre det her lort. Jeg vil rigtig gerne nedbryde den stykke for stykke og lyse ind i hvert hjørne. Jeg håber, at jeg for eftertiden sørger for, at det aldrig sker for nogen igen«, fortæller Kesha til Ella.
»Jeg har en følelse af være beskyttende over for unge kvinder i musik«, fortsætter hun. »Jeg håber virkelig, at min glæde kan stå for, at andre ved, at det er tilgængeligt for dem, og ikke at de ikke skal give op. Jeg nyder at mærke min kraft, som ikke har været tilgængelig for mig i rigtig lang tid, og jeg ville elske at give den gave til andre, hvis jeg kan«.
Kesha uddyber, at hun vil kæmpe for at afskaffe problematiske pladekontrakter, der sikrer labels’ vidtrækkende ejerskab og kontrol over artister. Hun samarbejder for tiden med folk i tech-industrien om en digital platform, der skal hjælpe med at opretholde artisters sikkerhed.
Hun vil også gøre op med branchens utryghedsskabende miljø og tendens til hemmelighedskræmmeri. »De af jer med dybe, mørke hemmeligheder må fandme hellere flygte«, varsler hun.
Kesha var senest albumaktuel i 2023 med ‘Gag Order’ – hendes sidste af slagsen under førnævnte pladekontrakt med RCA Records og Kemosabe Records.