‘Gag Order’ er uden sammenligning Keshas mest ambitiøse udgivelse hidtil
For at citere A Tribe Called Quest-rapperen Q-Tip: »Industry rule number four-thousand-and-eighty / Record company people are shady«.
Historien om Kesha er i høj grad en tragisk historie om en pladebranche, der har solgt fabrikerede good times og en faksimile af self-expression, mens folk bag scenen har misbrugt deres magtpositioner og givet Kesha mundkurv på. Det talte Kesha ud om for snart et årti siden, da hun sagsøgte sin daværende producer, Dr. Luke, og anklagede ham for seksuelt, fysisk, verbalt og emotionelt misbrug.
De efterfølgende album har været en række forsøg på at genetablere Kesha på hendes egne præmisser. ‘Rainbow’ fra 2017 var en helende og let countryrocket udgivelse, mens ‘High Road’ fra 2020 var en hyggelig, men noget kaloriefattig opvisning i, at hun stadig var i stand til at lave festlige pop-bangers.
Den nye ‘Gag Order’ etablerer endnu en ny Kesha-stilretning, og det er en, der klæder hende rigtig godt. Denne Rick Rubin-producerede udgivelse er mere ovre i noget elektronisk alt-pop – tænk Lorde, Halsey eller endda Caroline Polachek, når disse kunstnere er i deres mere melankolske hjørne.
Genrevalget tjener albummet rigtig godt, for det her er en vred Kesha. Det, hun har været igennem, fylder forståeligt stadig meget, og de omklamrende elektroniske toner fungerer perfekt til at udtrykke det ubehag og de uoverskuelige tankestrømme, der må fylde i Keshas hoved. De fylder i hvert fald meget i tekstuniverset.
Nogle gange bliver teksten meget eksplicit: »All the doctors and lawyers cut the tongue out of my mouth« synger Kesha på ‘Fine Line’, og vi tør godt føle os sikre på, at det ikke er medicinske læger, hun refererer til.
Men tekstuniverset bliver mest fængslende, når Kesha flexer sine oversete evner for metaforik som på den mesterlige single ‘Eat the Acid’. Vi får aldrig at vide, hvad syren refererer til – måske en indsigt i musikbranchen – men som de elektroniske toner bliver mere intense, bliver det kun mere fascinerende at høre Kesha udtrykke sin ærgrelse og foragt.
Følelser og lyd går hånd i hånd, når vi hører de smertelige, overdubbede vokalharmonier på ‘Living in My Head’, eller når de lettere The Knife-kanaliserende electro-grooves bliver mere påtrængende og stressende på ‘The Drama’.
Når Kesha på ‘Too Far Gone’ synger så forsigtigt, at hun næsten ikke kan trænge igennem det fuzzy lydbillede, formidler det afmagt klarere, end nogen ord ville kunne.
Det hele er meget ulig, hvad vi tidligere har associeret med Kesha – en kunstner, der ellers har udviklet sig meget med årene. Og måske er det netop derfor, der er indsat nogle få semi-rappede stykker, så vi lige kan blive mindet om hendes vokalstil på versene fra hits som ‘Tik Tok’, ‘Die Young’ og ‘We R Who We R’.
Desværre knækker filmen her, og det er svært at blive opslugt af stemningen, når hun præsenterer sin vokal på denne måde. Særligt den højdramatiske ‘Only Love Can Save Us Now’, der forsøger at være et episk centrum for tracklisten, ender med at falde til jorden med nogle uheldige stemnings-clashes.
Når det spiller, så spiller det dog, og ‘Gag Order’ er uden sammenligning Keshas mest ambitiøse og emotionelt fængslende udgivelse hidtil. Den stærke brug af metaforik betyder endda, at man ikke behøver at have sat sig ind i hendes livshistorie for at få rigtig meget ud af værket.
Kesha har genopfundet sig selv rigtig mange gange – men ingen af gangene har det været nær så vellykket som på ‘Gag Order’.
Kort sagt:
Kesha vover sig ud i ambitiøs, elektronisk orienteret alt-pop på ‘Gag Order’, der med sine fængslende lydbilleder og maleriske lyrik er Keshas hidtil mest emotionelt potente værk.