Kesha har den yngre Ke$ha med som feature på det kalkulerede ’High Road’
Mange kan nok bedst huske Ke$ha som den vilde partygirl, der børstede tænder i Jack Daniels, mens hun halvt rappede, halvt jodlede sig igennem det legendariske megahit ’Tik Tok’ fra 2009.
Men da den amerikanske sanger i 2014 indledte en ubehagelig retslig strid med sin tidligere producer Dr. Luke, kasserede hun det karakteristiske dollartegn i sit kunstnernavn. Senere bevægede hun sig væk fra sin heftigt autotunede signaturlyd til fordel for et mere organisk udtryk på 2017-albummet ’Rainbow’, der var et overraskende kraftfuldt vidnesbyrd om de systematiske overgreb, hun anklagede Dr. Luke for at have begået mod hende.
På ’High Road’, hendes fjerde album, er det hverken Ke$ha eller Kesha, vi møder, men derimod en sammensmeltning af de to personaer. Det bedste eksempel herpå er ’Kinky’, hvor Ke$ha bogstavelig talt figurerer som sin egen feature. Eller på ’My Own Dance’, hvor linjen »you’re the party girl / you’re the tragedy / but the funny thing’s / I’m fucking everything« meget rammende opsummerer hele albummets præmis om ikke at lade sig definere af hverken sin fortid eller sine nedture – kort sagt at vælge the high road og komme videre, selvom røvhullerne desværre stadig er derude.
I modsætning til ’Rainbow’ handler ’High Road’ i mindre grad om at kalde sine fjender ud, så retfærdigheden kan ske fyldest, og i højere grad om ikke at opgive de ting, der gør dig glad. Som på den svulstige ballade ’Shadow’, hvor Kesha proklamerer: »I love love / I love life / and I love tripping in the desert with my best friends«. Der findes flere måder, man kan tage the high road, forstås.
Men festen er altså tilbage i Keshas liv, og det samme kan man desværre sige om den karakteristiske tale-rap-stil, der prægede hendes unge hedonistiske år som rebelsk popprinsesse.
Selvom den såkaldte whitegirl-rap er en meget sjov gimmick i små doser (’Tik Tok’ og ’Your Love Is My Drug’ er stadig gode på floor i dag, hvis du spørger mig), så virker dens tilstedeværelse her underligt forældet, særligt fordi Kesha ikke har verdens mest overbevisende rap chops.
Både åbneren ’Tonight’, ’Kinky’ og titelnummeret lider under Ke$has dårlige flow og skabede levering i versene, og det er ærgerligt, når sangenes omkvæd byder på gode ørehængende melodier.
’High Road’ virker ofte en smule kalkuleret i sine virkelig citérbare tekster. Linjen »I don’t wanna go to heaven without raising hell« på ’Raising Hell’ lyder som noget, der kunne have prydet en af de utallige citatplakater på væggene hjemme hos Christina fra ’Gift ved første nlik’. Selve nummeret vækker minder om Omis døgnfluehit ’Cheerleader’ fra 2014 og fremprovokerer egentlig også samme flade fornemmelse, som motivational quotes og generiske selvhjælpsmantraer ofte gør det.
Stedvist rammer Kesha alligevel plet med en overraskende vedkommende sangskrivning. Det gælder i særdeleshed den rørende perle ’Father Daughter Dance’, der graver dybt i, hvordan hendes manglende forhold til en fraværende far muligvis har præget hendes fremtidige relationer til særligt mænd, og måske i øvrigt har gjort hende mere sårbar overfor overgreb og udnyttelse.
Fremhæves skal også de akustiske countryballader ’Resentment’ og ’Cowboy Blues’. Førstnævnte har overraskende besøg fra Brian Wilson og Sturgill Simpson, og sidstnævnte indkapsler rammende frygten for at ende alene, fordi du simpelthen ikke ville kunne genkende den eneste ene, selvom vedkommende stod lige foran dig.
Det overordnede tema om, at partypigen kan sameksistere med den voksne kvinde, der har gennemgået så grueligt meget, er sådan set prisværdigt, men sammensmeltningen af Ke$ha og Kesha er bare ikke altid en vellykket blanding på det musikalske plan.
Den programmerede partypop, som Kesha indledte karrieren med, har måske nok sin berettigelse i dag, og hun skal absolut ikke klandres for at insistere på stadig at have det sjovt, fremfor for at affinde sig med offerrollen resten af sin karriere. Men ’High Road’ fungerer bare klart bedst, når Kesha formår at feste, uden at forsøge at lyde, som hun gjorde i 2009.
Kort sagt:
Trods få pletskud er sammensmeltningen af en mere moden sangskrivning og autotunet partypop fra Keshas fortid ikke altid vellykket.