Katy Perry skal simpelthen en tur ud i rummet.
CBS News melder således, at popstjernen sammen med fem andre kvinder skal på rumbesøg med et fartøj fra firmaet Blue Origin, som er ejet af Amazon-bossen Jeff Bezos.
Katy Perry får selskab af CBS Mornings-vært Gayle King, journalist Lauren Sánchez, tidligere NASA-raketforsker Aisha Bowe, borgerrettighedsaktivist Amanda Nguyen og filmproducer Kerianne Flynn.
»Hvis du havde fortalt mig, at jeg ville være en del af den første besætning i rummet udelukkende med kvinder, ville jeg have troet på dig«, skriver Perry i et Instagram-opslag.
»Intet var uden for min fantasi som barn. Selvom vi ikke voksede op med meget, stoppede jeg aldrig med at se på verden med håbefuld FORUNDERLIGHED! Jeg arbejder hårdt for stadig at leve mit liv på den måde, og jeg er mere motiveret end nogensinde for at være et eksempel for min datter på, at kvinder skal take up space (bevidst ordspil)«.
Popstjernen afslutter: »Derfor er denne mulighed så utrolig – jeg kan vise alle de yngste og mest sårbare blandt os, at de skal række ud efter stjernerne, både bogstaveligt og i overført betydning. Jeg er beæret over at være en del af denne mangfoldige gruppe af himmelske søstre«.
Opsendelsen til rummet vil finde sted i foråret. Godt et halvt år senere kommer Katy Perry til Danmark.