Lil Baby lægger hårdt fra land i 2025.
I starten af januar udgav han albummet ‘Wham’, der bare ugen efter blev udvidet med en deluxe-udgave, og skal man tro den amerikanske rapper selv, har han et nyt album på vej allerede i denne måned.
Nu har hitmageren også annonceret en omfattende verdensturné, der blandt andet bringer ham forbi K.B. Hallen i København den 14. september.
‘Wham’-turnéen starter i Houston, Texas allerede i juni, mens den europæiske del skydes i gang i Berlin blot to dage inden det danske stop. Derefter fortsætter Lil Baby mod Australien og New Zealand.
Lil Babys seneste album er hans fjerde i rækken og tæller features fra blandt andre Travis Scott, 21 Savage samt Young Thug og Future på nummeret ‘Dumb, Dumb, and Dumber’.
Den rygtede opfølger bærer efter sigende titlen ‘Dominique’ og er opkaldt efter Lil Babys borgerlige navn, Dominique Armani Jones.
Billetsalget til koncerten i K.B. Hallen starter fredag den 21. februar kl. 10.00.
Lil Baby (US)
14. september
K.B. Hallen
Billetpris: 525–545 kr.