FKA Twigs
Det lyder måske helt utroligt, men FKA Twigs har ikke – på trods af flere fremragende udgivelser siden da – spillet i Danmark siden 2015. Det er i sig selv grund nok til, at hendes Roskilde Festival-koncert er en af vores allermest imødesete, men begejstringen bliver kun større af, at hendes nye album ’Eusexua’ er så stor en triumf, som det er.
På ’Eusexua’, der henter inspiration fra trance, techno og andre former for klubmusik, er kroppen nemlig blevet lukket ind i FKA Twigs’ æteriske musikalske univers. Der er med andre ord rigtig gode chancer for gribende pop-eufori fra en kunstner, der ikke blot er en unik musiker, men også en usandsynligt dygtig danser og en på alle måder magnetisk performer.

Ravyn Lenae
Ravyn Lenae bliver muligvis årets mest oplagte mulighed for stå og svaje til varme, sensuelle toner, mens man holder om en eller anden sød én – eller måske bare en fremmed, man midt i sin fuldskab er endt tilfældigt sammen med – og udveksler blide kys.
I hvert fald er der noget udtalt romantisk over Lenaes fjerlette neo-soul, hvor især hendes lyse, hviskende og kælende stemme er et forførende bekendtskab. Det er sidste års stærke album ’Birds Eye’ et bevis på. Roskilde Festival er en mulighed for at slippe hæmningerne og overgive sig til festens euforiske højder, men når man får brug for at falde lidt ned igen, kan Lenae meget vel blive det perfekte, stemningsfulde helle.

Anohni and the Johnsons
I 2023 gendannede sanger og sangskriver Anohni Hegarty et af 00’ernes helt store indiebands, Anohni and the Johnsons, der tidligere gik under navnet Antony and the Johnsons, og udgav et af årets bedste album, ’My Back Was a Bridge for You to Cross’. Albummets intense, soul-klingende protestsange om transfobi, klimakrise og sårbarhed er den påmindelse om vigtigheden af empati og medmenneskelighed, som verden har brug for lige nu.
Det gør også Anohni and the Johnsons til den perfekte booking for en festival som Roskilde, der siden dens begyndelse som et produkt af hippie-bevægelsen i 1971 har haft den politiske musik som en central del af sit DNA. Og så har Anohni, ej at forglemme, én af de once-in-a-lifetime-stemmer, som for evigt hjemsøger alle, der er så heldige at opleve den.

Tierra Whack
Tierra Whack er en af de mest excentriske og opfindsomme stemmer i hiphop lige nu. Hendes følelsesmæssigt gribende sange, der især kredser om psykisk ustabilitet, er ganske vist alvorlige og ret intense, men de er på ingen måder tunge eller deprimerende. Derimod er de hjemsted for fantasifulde produktioner og en animeret, legende vokalstil, hvor personlighed og pitch behandles som modellervoks.
Hvis man har brug for en smagsprøve, er Whacks fremragende Tiny Desk-koncert fra sidste år, hvor hun desuden udgav albummet ’World Wide Whack’, et godt sted at starte. Den charmerende koncert burde være nok til at overbevise enhver om, hvor stærk, karismatisk – og ikke mindst sjov – en performer, vi har med at gøre.

Knocked Loose
Med sidste års anmelderroste gennembrudsalbum ’You Won’t Go Before You’re Supposed To’ bag sig er amerikanske Knocked Loose uden tvivl et af de allermest hypede navne på den internationale metalscene. Bandets brutale, nådesløse og ekstremt tunge lyd lover utroligt godt for en stor Roskilde-oplevelse for alle, der har brug for en smule kaos ovenpå et år tilbragt inden for hverdagens snævre rammer.
Bandets navn siger det hele: Det her er musik at slå sig løs til. Og Knocked Loose er da også allerede notoriske for deres intense liveoptrædener. Da bandet for få måneder siden gæstede det amerikanske talkshow ‘Jimmy Kimmel Live!’, skrev skræmte seere ind og klagede over deres performance. Bandets svar: »Hvis det skræmte jer – godt!«.
Se alle dagens Roskilde Festival-annonceringer HER.