Se Bernie Sanders introducere Clairo med dundertale på Coachella

Se Bernie Sanders introducere Clairo med dundertale på Coachella
Clairo. (Foto: Lucas Creighton)

Det var ret så spektakulært, men måske også forventeligt, at Charlie XCX hev sine popstjernekolleger Lorde, Troye Sivan og Billie Eilish med på scenen i forbindelse med sin optræden på Coachella i den forgangne weekend.

Mere overraskende var den gæst, som Clairo fik besøg af på den californiske musikfestival.

Til at præsentere sig havde hun nemlig ingen ringere end den demokratiske senator Bernie Sanders, der til lejligheden havde medbragt både alvorsord om verdenssituation og ros til Clairo.

»Dette land står over for nogle meget svære udfordringer. Amerikas fremtid afhænger af jeres generation. I kan vende jer væk, og I kan ignorere, hvad der foregår, men hvis I gør det, er det på egen risiko. Vi har brug for, at I rejser jer og kæmper for retfærdighed«, begyndte han.

Herefter opremsede han en sand kavalkade af politiske problematikker. Herunder Donald Trumps mistro til de menneskeskabte klimaforandringer, Republikanernes kamp mod abortrettigheder, de mange amerikanere, der står uden adgang til sundhedspleje og den generelt stigende ulighed.

Til sidst sluttede han, til stor begejstring for det fremmødte publikum, af med disse rosende ord til Clairo:

»Jeg er her, fordi Clairo har brugt sin fremtrædende rolle til at kæmpe for kvinders rettigheder, til at forsøge at afslutte den forfærdelige brutale krig i Gaza, hvor tusindvis af kvinder og børn bliver dræbt. Så jeg vil gerne takke Clairo ikke kun for at være i et fantastisk band, men for det store arbejde, hun gør«.

Se hele talen herunder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af