Berømt jazzpianist kalder André 3000’s nye klaver-ep »fucking lort«

Berømt jazzpianist kalder André 3000’s nye klaver-ep »fucking lort«
André 3000. (Foto: Christian Falck Wolff/Soundvenue)

I sidste uge overraskede André 3000 ved pludselig at udgive ep’en ‘7 Piano Sketches’.

Som titlen antyder, består ep’en af syv korte klaverimprovisationer, og ‘7 Piano Sketches’ er på den måde Outkast-rapperens andet eksperiment ud i moderne instrumentalmusik efter 2023’s fløjtealbum ‘New Blue Sun’.

Man skulle ikke umiddelbart tro, at André 3000’s meditative og nedtonede klaverskitser ville kunne få sindene særligt meget i kog, men ikke alle er begejstrede for André 3000’s pludselig omfavnelse af klaveret og jazzmusikkens improvisationstekniker.

Ifølge den berømte jazzpianist Matthew Shipp, der har været en central figur på den eksperimentelle jazzscene siden slutningen af 80’erne, er ‘7 Piano Sketches’ nemlig »direkte rædselsfuldt, noget ægte fucking lort, ynkeligt og intetsigende«.

Det skriver han i et langt Facebook-opslag, hvor han harcelerer over alt fra André 3000’s amatørisme, manglende forståelse for harmoni og uærbødige tilgang til genren.

»Sikke en mangel på respekt for disciplinen fra en person, der efter min mening er et komplet røvhul – det er deprimerende, at det her affald kommer til at få opmærksomhed, bare fordi han har et navn og er berømt«, skriver han blandt andet.

Retfærdigvis skal det nævnes, at André 3000 aldrig har påstået at være pianist, ligesom han ikke ligefrem har præsenteret ‘7 Piano Sketches’ som et særligt vægtigt værk:

»Disse klaverstykker blev ikke indspillet med en hensigt om at præsentere dem for offentligheden på nogen formel måde. De var personlige optagelser, jeg lavede derhjemme, og som jeg nogle gange sendte til min familie og venner«, skrev han på Instagram i forbindelse med udgivelsen af ep’en.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af