Der er mange måder at annoncere, at man har fået en ny kæreste, men få har mulighed for at gøre det samtidig med, at de plejer deres diplomatiske relationer.
Det er blot et par måneder siden, at Katy Perry i hvert fald hentydede til et forhold til den forhenværende canadiske premierminister Justin Trudeau. Men nu er der ikke længere nogen tvivl.
Politikeren og popstjernen aflagde nemlig deres første officielle besøg sammen som par, da de 4. december deltog i en formel frokost med den forhenværende japanske premierminister Fumio Kishida, som i dag sidder i repræsentanternes hus i det japanske parlament.
Det bekræfter Kishida på X, hvor han har delt et billede af sig selv, sin kone Yuko samt Perry og Trudeau, der smiler foran et juletræ.
»Katy og jeg var så glade for at få chancen for at sætte os ned med dig og Yuko. Tak, Fumio, for dit venskab og din fortsatte forpligtelse til både den internationale regelbaserede orden og til en bedre fremtid for alle«, svarede Trudeau.
At Katy Perry og den »internationale regelbaserede orden« skulle komme til at figurere i samme sætning var formentlig ikke på manges bingoplade for 2025, men vi taler trods alt om en popstjerne, der tidligere i år var i rummet. Alt kan ske.
Great to see you @kishida230. Katy and I were so glad to have the chance to sit down with you and Yuko. Thank you, Fumio, for your friendship and your continued commitment to both the international rules-based order and to a better future for everyone. https://t.co/zLEuppHNST
— Justin Trudeau (@JustinTrudeau) December 4, 2025
