Daft Punk-medlem fortæller om »deprimerende« og »begrænsende« proces bag det ikoniske score til ‘Tron: Legacy’

Daft Punk-medlem fortæller om »deprimerende« og »begrænsende« proces bag det ikoniske score til ‘Tron: Legacy’
Daft Punk. (Foto: PR)

Tilbage i 2010 komponerede Daft Punk deres første filmscore til sci-fi-filmen ‘Tron: Legacy’. Det blev også duoens sidste af slagsen, og det har vi nu muligvis en forklaring på.

Thomas Bangalter, den ene halvdel af Daft Punk, fortæller i en samtale med Devonté Hynes (også kendt som Blood Orange) i ‘The A24 Podcast’, at processen bag ‘Tron: Legacy’-musikken var »deprimerende og »begrænsende«.

For det første startede samarbejdet med instruktør Joseph Kosinksi, der senere instruerede ‘Top Gun: Maverick’ og ‘F1’, skævt, fordi filmskaberen og Daft Punk havde forskellige forventninger til udtrykket.

»I begyndelsen sagde han: ’Åh nej, jeg vil have, at I laver et rent elektronisk soundtrack’. På det tidspunkt havde jeg lavet den slags musik i 15 år, så jeg sagde: ’Nej, vi skal til Hollywood. Vi tager udgangspunkt i ‘Fantasia’. Altså, det er Disney. Så det skal være et fuldt orkester.’«, siger Bangalter.

Daft Punk brugte desuden måneder på at finpudse synthesizer-lyde til kompositionerne, som i praksis viste sig ikke at fungere sammen med filmen.

»Problemet var, at da vi begyndte at eksperimentere med billederne, ville alt, der lå i mellemtonerne rent frekvensmæssigt kollidere med dialogen«, forklarer Bangalter.

»Det var så begrænsende at tænke: ’Ja, jeg har alle de her idéer til ting, vi virkelig kan lave musik ud af.’ Men hele pointen med filmmusik er at træde et skridt tilbage og lade skuespillet komme til sin ret uden at være i vejen«, fortsætter han.

»Det er faktisk altid ret deprimerende, når man har alle de her idéer og siger: ’Okay, jeg tager det med’, og man ender med næsten at være nødt til at gå tilbage til en mere traditionel måde at gøre det på«.

Thomas Bangalter har i soloregi også stået for underlægningsmusik til filmene ‘Irreversible’ (2002) og ‘Daaaaaalí!’ (2023). Han har desuden komponeret musik til flere balletter, efter Daft Punk gik i opløsning i 2021.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af