Det er snart to år siden, at Daft Punk lod sig pensionere med en storslået afskedsvideo, hvori et af medlemmerne blev sprunget i tusind stykker.
Nu har Thomas Bangalter, den ene halvdel af den franske duo, annonceret sit første officielle soloalbum nogensinde.
Men gik man og håbede på et house album a la duoens velmagtsdage, kan man godt tro om igen. Albummet, som har fået titlen ‘Mythologies’, er nemlig et orkestralt album. Det fortæller Bangalter ifølge Stereogum i en pressemedelelse.
»Dette album trækker ikke på ressourcerne fra elektronisk musik, men involverer i stedet den storslåede, tradtionelle styrke fra en symfoni. På den måde omfavner det den orkestrale balletmusiks historie i en hyldest, der er både personlig og præget af samarbejde«, lyder det fra Bangalter.
Det tidligere Daft Punk-medlem kunne allerede i 2021 afsløre, at han arbejdede på et nyt projekt i samarbejde med Opéra National de Bordeaux og balletkompagniet Ballet Preljocaj.
Bangalter har ikke tidligere lavet musik til en ballet, men har til gengæld stået for musikken til to af Gaspar Noés film. Desuden leverede han sammen med Daft Punk-makkeren Guy-Manuel de Homem-Christo soundtracket til Hollywood-filmen ‘Tron: Legacy’ i 2010.
‘Mythologies’ udkommer 7. april.