KOMMENTAR. Robotterne har trukket stikket. Suk. Og hermed har en af de mest indflydelsesrige elektroniske artister i musikhistorien pensioneret sig selv efter en 28 år lang og ekstremt glorværdig karriere.
Det skete mandag med en otte minutter lang video tituleret ’Epilogue’, hvis handling kan beskrives meget kort: Daft Punk går ude i en ørken. Så bliver en af dem sprængt i tusind stykker. Den anden går alene mod fremtiden.
Billederne er hentet fra Daft Punks 2006-film ’Electroma’, og den første halvdel af ’Epilogue’ er komplet blottet for musik.
Men så sker der noget. Efter den ene robot er blevet omdannet til en bunke skrot, bryder musikken ind: Det er lyden af sangen ’Touch’ fra Daft Punks nu endegyldigt sidste album, ’Random Access Memories’ fra 2013.
Det er simpelthen de flimrende synthesizere og de smukke strygere fra ’Touch’, der har fået æren af at agere soundtrack til det frame i ‘Epilogue’-videoen, som forestiller de to Daft-hænder danne en pyramide, mens årstallene 1993-2021 skærer breakuppet ud i neon.
’Touch’ … ’hvad er det nu lige, det er for en’, er der sikkert nogle, der vil tænke. Og hvorfor er det den, som de to franskmænd har valgt at bruge i deres afskedsvideo, som på under et døgn allerede er blevet set over ti millioner gange på Youtube?
Nummeret, der ligger lige smask i midten af ’Random Access Memories’, er sådan et, der i min optik aldrig har fået den anerkendelse, det fortjener. Jeg elsker det.
Men der var jo også kamp om opmærksomheden i forbindelse med ’Random Access Memories’: ’Get Lucky’ fik til en start al hæderen ved comebacket i 2013, og siden har sange som ’Instant Crush’, ’Lose Yourself to Dance’ og ’Doin’ It Right’ høstet streams i stor stil.
Ikke for at sige ét eneste ondt ord om de sange, men så er det jo de lidt ’lettere’ disco- og housesange, hvor Guy-Manuel de Homem-Christo og Thomas Bangalter for alvor folder deres guddommelige popevner ud og får vokalhjælp fra yngre stjerner som Pharrell og Julian Casablancas.
Sådan en sang er ’Touch’ ikke. Med understregning på.
Det er en over otte minutter lang komposition, der de første to minutter mest af alt bare er elektroniske lyde, der falder ind og ud af billedet – krydret med stemmen af Paul Williams, der synger om »touch«.
Herefter udvikler sangen sig til en rørende houseballade, så går der musical og decideret ragtime-klaver i den, inden ’Touch’ folder sig ud som en gudesmuk symfonisk slasker.
Det er alt andet end et (dansegulvs)hit. Men i stedet et potpourri af fire mindre sekvenser med vokalhjælp fra sanger/sangskriver/skuespiller Paul Williams, der ved udgivelsen var 72 år gammel – altså ikke et ungt navn, men en veteran med utallige ting på cv’et. Daft Punk havde længe været fan af amerikaneren, blandt andet grundet hans rolle i den Brian De Palma-instruerede kultfilm ’Phantom of the Paradise’ fra 1974.
Ja ja, ‘Epilogue’ bruger godt nok kun den sidste del af ‘Touch’, men der er masser af symbolværdi at komme efter.
Og der er altså flere grunde til, at ’Touch’ er så godt et valg til farvelvideoen.
For det første: Den sidste fjerdedel af ‘Touch’ er noget af det smukkeste, Daft Punk nogensinde har kreeret. Det er storladent, orkestralt, men stadig med robotterne lagret i musikkens dna.
Helt simpelt giver det mening at lade et så overvældende stykke musik agere soundtrack til nyheden om Daft Punks opløsning. I stedet for at smække en discosmasker på.
For det andet: Det er en sang, der skiller sig mere ud end nogen anden på ‘Random Access Memories’. Daft Punk har ikke lavet én anden sang, der minder om ’Touch’ i sin helhed. Opbygningen, de forskellige delelementer, musical-klaveret.
Med sange som ’Get Lucky’ og ’Instant Crush’ beviste Daft Punk i 2013, at de stadig kunne lave verdensomspændende hits. Med ’Touch’ beviste de, at de ikke var færdige med at lege. Duoen havde stadig flere ideer i deres lillefingre, end det meste af den moderne EDM-verden havde tilsammen.
»Det var den sværeste ting, vi nogensinde har lavet«, udtalte Thomas Bangalter i 2013 til Pitchfork om ‘Touch’, som den franske duo anser som kernen af ’Random Access Memories’.
At lægge den sang på ’Epilogue’ er også en slags magtdemonstration. Det havde været for let og ja, kedeligt, at tage en sang som ’Get Lucky’ eller ’One More Time’. Med ’Touch’ går de ud med toppen af deres kreativitet.
For det tredje: Så er der teksten, der handler om ’touch’. Hvad berøring kan gøre – specielt når man har været foruden den. »I need something more«, synger Paul Williams, inden svaret kommer i omkvædet.
»Hold on, if love is the answer, you’re home«, lyder det i ’Epilogue’. Først taget fra ’Touch’, til slut i en a cappella korversion.
Det rammer lige i the feels. Og det er det, som ’Touch’ rammer plet med: At arbejde de menneskelige følelser ind i Daft Punk.
Med lidt god vilje er det lyden af to robotter, der tager den maskinelle rustning af og nu bevæger sig videre i verden som skabninger af kød og blod.
Det er virkelig sørgeligt, at Daft Punk er gået i opløsning. Men jeg er gigantisk fan af, at de har valgt at spille sig selv ud til lyden af ‘Touch’.