Da Kanye West aka Ye i 2024 udgav Ty Dolla $ign-samarbejdet ‘Vultures 2’, blev han af flere fans beskyldt for at have brugt kunstig intelligens til at deepfake sin egen stemme. Det skriver Pitchfork.
Nu ser et søgsmål anlagt af en producer, der hævder at have arbejdet på både ‘Vultures II’ og efterfølgeren ‘Bully’, ud til at bekræfte rygterne. Ifølge søgsmålet, som Rolling Stone har set, blev produceren hentet ind for at arbejde på ‘Vultures II’ blot få dagen inden albummets udgivelse.
Hans arbejde, som han hævder figurerer på fem af albummets sange, bestod angiveligt i at skabe »mindst 13 brugerdefinerede AI-stemmemodeller og mere end 400 individuelle vokalgenereringer modelleret efter Kanye Wests egen stemme«, som det formuleres i søgsmålet.
Efterfølgende – hævder den indtil videre anonyme producer – blev han hyret til yderligere AI-stemmeprogrammering på albumopfølgeren ‘Bully’, der udkom tidligere i år.
Ifølge søgsmålet har han endnu ikke modtaget betaling for sit arbejde på hverken ‘Bully’ eller ‘Vultures 2’, ligesom hverken West eller hans pladeselskab, YZY, har inkluderet ham i albummets produktionskrediteringer på streamingtjenester. Han kræver mindst 110.000 dollars for blandt andet kontraktbrud.
Hverken Kanye West eller hans repræsentanter har indtil videre kommenteret sagen.
