»Kvinder er historisk blevet målt på deres fuckability, mens mænd gerne måtte ligne røven af fjerde division«

Marianne Fruergaard fra Bandakademiet ser stadig artister knække nakken på musikbranchens løse strukturer, ’smede, mens jernet er varmt’-mentalitet og usynlige aldersgrænser. Ifølge hende skal artister læse op på ledelsesansvar, lægge et budget og lære at sige nej.
»Kvinder er historisk blevet målt på deres fuckability, mens mænd gerne måtte ligne røven af fjerde division«
Marianne Fruergaard. (Foto: Kristoffer Juel Poulsen)

INTERVIEW. For ikke så længe siden sad Marianne Fruergaard ved et bord med en af musikbranchens såkaldte gatekeepers, som sagde: »Arh, hvis hun ikke er slået igennem endnu, så sker det nok ikke«.

Der var tale om en kvindelig musiker. Hun var 30 år gammel.

Kommentaren blev (selvfølgelig) sagt bag en lukket dør. For den generelle fortælling i den danske musikbranche er jo, at vi gennem det sidste årti er blevet klogere og mere omfavnende på tværs af køn, alder og etnicitet.

Men ifølge Marianne Fruergaard, der har arbejdet med artister de sidste 20 år og i dag er leder af talent- og karriereorganisationen Bandakademiet, så sker den her form for forskelsbehandling stadig. Og hun er bekymret for, at den danske musikbranche er begyndt at »hvile lidt for meget på laurbærrene«.

For hun ser artister – erfarne såvel som helt nye – som knækker nakken på musikbranchens strukturer, der er cirka lige så løse som en gammel køkkenelastik.

»Der er jo ikke en opskrift på, hvordan man slår igennem og klarer sig i den her branche, og det stresser helt vildt i forhold til, hvad man skal prioritere og bruge kræfter på«, siger hun.

Marianne Fruergaard har blandt andet arbejdet med The Minds of 99. (Foto: Ole Nørup)

De miljøer og det pres skaber en kæmpe professionel usikkerhed for artisterne. Fruergaard har siddet overfor en ung artist, som var så handlingslammet, at hun ikke engang kunne sende en pitch-mail afsted. Hun var blevet for usikker på sit eget sprog, kunstneriske ståsted og sin eksistensberettigelse i en »konturløs branche«.

Den usikkerhed og stress rammer stort set alle, der arbejder i musikbranchen, på et tidspunkt, siger Fruergaard. Og i de mere grelle tilfælde er det med større konsekvenser end en tom mail-udbakke, men derimod misbrug og depressioner.

Vi har taget en snak med Fruergaard om, hvilken ildebrand i den danske musikbranche, hun ville slukke først, og at krøllede kunstnerhjerner også skal komme omkring ting som forretningsmodeller, ledelse og regnskaber – og ikke mindst at vores fortælling om det unge, enestående musiktalent er en myte, som musiklivet snart skal have aflivet for good.

Hos Bandakademiet siger I, at I hjælper artister med at få en bæredygtig karriere. Hvad lægger du i ordet ‘bæredygtig’?

»Bæredygtighed handler om økonomi, men også om det mentale. Du skal for det første kunne tjene penge på dit kunstervirke. Din økonomi skal sættes op på en måde, så du kan se, hvor dine pengestrømme kommer fra, og hvordan du kan optimere din indtjening. Det hele behøver ikke at komme fra dit kunstneriske arbejde, men du skal have et overblik«.

»Det andet aspekt af bæredygtighed er, at du skal kunne holde til at være i den danske musikbranche. Jeg tror ikke, jeg kender nogen anden branche, som har så mange løse strukturer omkring sig og som er så meget bundet op på den enkelte kunstners drive, kontakter og held. Det kaos skal du lære at navigere i. Og her handler det ikke om bare at holde ud. Du skal finde ud af, hvad du skal sige ja og nej til, og hvad der giver dig styrke«.

Pil har været tilknyttet Bandakademiet, som Marianne Fruergaard leder. (Foto: Sofie Flinth)

Du siger, at du selv har set artister brænde ud. Hvordan kommer det til udtryk?

»Det kan komme til udtryk ved, at de enten udvikler eller trapper tilbage i et misbrug, som de måske har haft tidligere. Når de er pressede og har sagt ja til for meget, så selvmedicinerer de sig og dulmer nerverne med alkohol eller det, der er stærkere. Det er selvfølgelig de helt grelle tilfælde, men det sker«.

Er der nogle andre faresignaler, artisterne oplever, inden de kommer derud?

»Det er for eksempel, at de begynder at overtænke alt og begynder at tvivle på ALT, hvad de laver. Det ser vi især hos kvinder, der ofte vender det meget indad. Det er for mig et af de tegn på, at man er på vej et sted hen, der ikke er sundt. Nogle får taget det i opløbet, men der er også nogle, der simpelthen får en depression af det«.

Hvis du kunne, hvilken ildebrand i musikbranchen ville du så løbe ud og slukke først?

»Det er den her alders-fiksering og alderisme, der stadig trives i branchen. Det går ikke kun ud over erfarne musikere, men også unge, som føler, at de skal skynde sig helt vildt«.

Er det noget, de artister, du har arbejdet med, oplever?

»Ja, det er det i høj grad, specielt for kunstnere, der også er kvinder. Kvinder er historisk blevet målt på deres fuckability og udseende, mens mænd gerne måtte ligne røven af fjerde division, fordi det jo handlede om deres kunst og deres musik«.

Du virker til at have et stort fokus på musikkarrierens rammer – såsom en businessplan, økonomien og ens karrieremæssige retning. Er de her rammer ligefrem vigtigere end et musikalsk talent?

»Vi har jo en fortælling om, at talent er iboende og noget, du er født med. Men dem, der ofte når længst i deres karriere, er ikke nødvendigvis dem, der har det største musikalske talent. Du kan sagtens være et stort talent, der ikke får forløst dit potentiale. Du kan også være et mindre åbenlyst talent, som bare arbejder og knokler hårdt og får etableret en virkelig god karriere«.

»Jeg tror desuden ikke, man skal begynde at talentudvikle, før artisten har nået en vis alder. Det giver ikke mening at spå om og udvikle talent i børn og helt unge«.

Katinka har også modtaget rådgivning af Marianne Fruergaard. (Foto: Daniel Buchwald)

Så du tror, at man kan trylle et talent frem, hvis man får nogle mere klare rammer?

»Du skal selvfølgelig have et potentiale. Du skal være dygtig og have flere skills end de fleste. Men skills er også noget, man kan træne ved at øve sig«.

»Branchen og medierne har stadigvæk den her forestilling og myte om den geniale artist, som springer uberørt ud af øvelokalet og ind på de store scener, som et fuldendt, unikt talent. Alle de mennesker, jeg har arbejdet med, der har fået etableret en holdbar karriere, har taget imod hjælp hele vejen«.

Du har arbejdet med artister som Pil, Katinka og The Minds of 99, der har lykkedes med at skabe succesfulde såvel som langvarige karrierer. Hvad kendetegner dem?

»De tør træde et skridt tilbage og vente. De tør godt at reflektere over, hvad de skal med deres band og kunstneriske projekt, og hvordan en god karriere ser ud for dem. De sætter sig mål og finder ud af, hvad de gerne vil, og hvordan de vil opnå det. Og så har de alle skabt strukturer i deres kunstneriske arbejde«.

Du møder nok også en del krøllede og ustrukturerede hjerner i den her branche, som har svært ved den slags.

»Åh ja, det gør jeg, og det er fantastisk med krøllede hjerner. Og det kan være nødvendigt at få hjælp til strukturerne. Men det allervigtigste for en artist er, at de skal forstå og omfavne, at de er ledere af deres egne karrierer. Jeg møder så mange artister, der tror, at det er pladeselskabet, manageren eller bookeren, der er lederen. Det er det ikke. Det er artisten selv«.

Hvilke begynderfejl og udfordringer ser du oftest hos nye artister?

»Det er, at de tror, de skal være på hele tiden og sige ja til alt«.

Men kan det ikke også være farligt at sige nej?

»Nej, det synes jeg faktisk ikke. Hvis du har sat dit kompas ordentligt og ved, hvad du skal, og hvor du skal hen, og hvad du skal bruge din tid på, er det rigtig sundt at lære at sige nej – uden dårlig samvittighed, skyld eller skam. Men man kan selvfølgelig altid sige ‘nej, men…’«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af