TRACK. De danske musikere har længe vendt det engelske sprog ryggen til fordel for modersmålet, og den bølge bliver kun større.
Som vi (og Simon Kvamm) tidligere har beskrevet, så er sprogbarrierer altså en barriere, uanset hvor god man er til engelsk. Det føles bare tættere på, når det er på dansk.
Indtil nu har Nikolaj Manuel Vonsild primært bevæget sig i enigmatiske, alternative universer. Og på engelsk.
Hvad enten det var i When Saints Go Machines kølige electronica eller Cancers minimalistiske indiepop, så har hans unikke stemme altid været indhyllet i rumklang eller autotune og vocoders, mens de engelske tekster også har medført en vis distance.
Tidligere i år debuterede han som solokunstner i eget, fulde navn og på dansk. Med sin anden single, ’Infrarød’, synes han på én gang langt væk og alligevel tættere på end nogensinde.
På den ene side er han strippet for alt det, vi kender ham for. Hans lyse, sitrende stemme er pludselig luftig, rolig og ovenikøbet en tand dybere end normalt.
Den eksperimenterende instrumentering er skiftet ud med akustisk guitar, og man kan argumentere for, at singlen generelt bærer lidt præg af, at Vonsild har tilbragt en hel sæson ’Toppen af poppen’ sammen med Guldimund. Særligt på linjer som »hej søde, vil du vente lidt?«.
Alligevel er det som om, vi er kommet lidt tættere på ham som enkeltperson.
Udover at hans vokal ligger væsentligt længere fremme i mixet, end den plejer, hvormed han ret konkret føles tættere på, så føles den nedbrudte sprogbarriere som sænkede parader.
Hans håbefulde melankoli skinner klart igennem i omkvædet: »Der er meget lidt / Kærlighed der ik’ / Ender med tårer«, synger han over en boblende synth.
Vi er måske nok kommet lidt væk fra forsangeren i When Saints Go Machine, men vi er kommet tættere på mennesket Nikolaj Manuel Vonsild.
Til dig, der kan lide: At komme tæt på. At sænke paraderne. Guldimund. At vente lidt.