Periscopes livestreaming er ikke længere kun for Twitterbrugere

Periscopes livestreaming er ikke længere kun for Twitterbrugere

Hvis du ikke synes Snapchats 15 sekunders videoklip er nok til at formidle det, du har på hjerte, kan du kaste dig over nye mobile livestreaming-apps med ubegrænset sendetid.

Twitters Periscope og det uafhængige Meerkat kæmper lige nu om at sende brugergenererede livebegivenheder til andre brugere via deres streaming-apps. Den kamp ser Periscope lige nu ud til at vinde – særligt efter Twitter satte Meerkat uden for døren.

Hidtil har Periscope været eksklusivt for Twitterbrugere, men i den seneste opdatering åbner de op for at andre kan tage del i morskaben. Nu kan du tilmelde dig med et mobilnummer og begynde at sende live fra dit umanerligt spændende liv.

Konceptet for Periscope – og Meerkat – er, at du ser indholdet live eller inden for 24 timer ellers bliver det slettet.

Selvom brugerne ikke ligefrem flokkes om de nye medier, har livestreaming-apps affødt en pæn del kontroverser og panik blandt etablerede medier, især i forbindelse med sportsbegivenheder. For eksempel er den populære amerikanske golfblogger Stephanie Wei blevet udelukket fra samtlige PGA Tours resten af 2015-sæsonen, efter hun sendte klip fra golfspilleren Jordan Spieths øvelsesrunder.

De nye apps fik også kabeltv-giganterne HBO og Showtime til at ryste i bukserne under boksekampen Floyd Mayweather Junior vs. Manny Pacquiao. Her sendte flere brugere kampen filmet fra deres tv-skærme eller direkte fra ringside, hvilket har fået blandt andre CNN til at kalde Periscope for ‘det nye Napster’.

Følg med på Soundvenue.com/tech, hvor vi fremover sætter fokus på digital kultur og ny elektronik.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af