Jim James

På sit første soloalbum med originalt materiale tager frontmanden fra My Morning Jacket livtag med store spørgsmål om Gud og den vordende verden. Under åbningsnummeret ’State of the Art (A.E.I.O.U.)’ synger James om at anvende avanceret teknologi, men samtidig tvivle på dens menneskelige udbytte. Ifølge James synes modgiften mod teknologiens medfølgende onder at være kærlighed og spiritualisme. Forudsigeligt? Muligvis, men skidtet virker.

’Of the Mother Again’ indledes med en lys, perlende keyboardfigur, der bliver assisteret af en ringlende guitar og et fredsommeligt funk-groove. Alt imens proklamerer amerikaneren glæden ved Gud på så prisværdig ukrigerisk facon, at selv sekulære sjæle vil kunne føle sig transporteret til Edens have eller i det mindste til Maui med James som stilfuld bryllupssanger. ’All Is Forgiven’ forsikrer om syndsforladelse over en arabisk-inspireret saxofonmelodi, mens ’God’s Love to Deliver’ påkalder både Herren og hans mand, Martin Luther King Jr.

Læs anmeldelse: My Morning Jacket ‘Circuital’

Til trods for de mange lovprisninger bliver det aldrig for Jesus-freaky eller verdensfjernt. Tvivlen kryber ind på ’Know Til Now’, der ved hjælp af et opklippet strygersample og en outro med vinylknitren, vibrafon og klagende saxofonsolo formår at være på én gang frem- og tilbageskuende.

Modsat hos My Morning Jacket er guitaren ikke det vante centrum på albummet, og det er en fremgangsrig frigivelse, at blåtonede klaverakkorder, luksuriøse Hollywood-strygere, saxofoner og synth skiftevis kan udgøre fokus over de ni tracks. »Nothing ever stays like it was in the beginning«, synger James på ’Of the Mother Again’, og forandringen fryder.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Jim James. 'Regions of Light and Sound of God'. Album. V2/Cooperative.
Fejl: Argumentet 'posts' er ikke sendt med