Moth

Lad os bare straks adressere elefanten i rummet: Den albumdebuterende københavnerkvartet Moth kan virkelig deres The Cure til fingerspidserne og har kigget Robert Smith og kompagni godt og grundigt efter i de musikalske kort. Således er den dystopiske og rumklangstunge lyd fra de britiske legenders deprimerede og gråmelerede start-80’er-trilogi (‘Seventeen Seconds’, ‘Faith’ og ‘Pornography’) en væsentlig del af deres dna. Med andre ord er det så som så med originaliteten.

Når det så er sagt, må man konstatere, at bandet virkelig har skruet en yderst stilsikker debut sammen, som oser af overskud og spilleglæde. Godt nok ligger det faretruende tæt på pastichen, men for helvede hvor udfører de dog rollen glimrende. Og når melodimaterialet er så fint, som tilfældet er, skal man da være et skarn, hvis ikke man touperer sit sorte garn og tværer lidt eyeliner om øjnene af bar fryd.

Hør for eksempel hvor koldt og klaustrofobisk ‘Taste the Remains’ banker derudaf med blytung undergangsbas, isnende synths, et urværkspræcist trommemaskine-beat og reverb-svirpende guitarfigurer. Ligeledes emulerer de knugende og pulserende ‘Obelion Disco’ og ‘Shrapnel’ fornemt tristessen i en iltfattig og røgfyldt gothklub anno 1982, mens ‘After the Fire’ demonstrerer, at kvartetten også slipper fint af sted med at servere melankolien i et mere adstadigt tempo.

Moth bærer forbillederne uden på tøjet og med oprejst pande, så man tænker, at det rent faktisk er længe siden, at Robert Smith har lydt så vedkommende. I næste omgang kan de så med fordel skrue op for et mere selvstændigt udtryk.