Manden bag kult-tv-serien ‘Friday Night Lights’, Peter Berg, har netop annonceret sit nye dokumentarfilmsselskab, Film 45, og første produktion på programmet ligger allerede fast: En dokumentarfilm om Rihannas liv og vej til toppen.
Ifølge Berg vil filmen være en slags moderne opdatering af den ikoniske Bob Dylan-dokumentar ‘Don’t Look Back’ fra 1967, der både var en koncertfilm og et intimt karakterstudie af manden Dylan. Lidt overraskende, da Bob Dylan næppe er den mest oplagte inspirationskilde for Rihanna, vi kan komme i tanke om.
»Filmen vil give et ufiltreret indblik i Rihannas liv og hendes rejse mod at blive et globalt ikon. Jeg elskede ideen om at udforske en ung stjerne, der er på toppen af sit fag«, udtaler instruktøren, som samtidig slår fast, at dokumentaren vil blive »meget mere karakterstudie end en musikfilm«. Tidligere har Berg instrueret Rihanna i sin hidtil eneste rolle på det store lærred i floppet ‘Battleship’ fra 2012, og man kan derfor kun ønske, at det kommende samarbejde vil bliver en smule mere overbevisende mellem sangerinden og filminstruktøren.
Læs også: Lyt: Rihanna teaser nummeret ‘American Oxygen’ i ny basket-video