1. ’The Last Man on Earth’
Selv om den tidligere SNL-komiker Will Forte (’Nebraska’) ofte eksponerer det socialt akavede, er han på sin egen sære facon umådeligt godt selskab. Også, skal det vise sig, når han er det eneste tilbageværende menneske på kloden.
Havde Forte reelt været klodens sidste homo sapiens, ville kedsomheden nok hurtigt melde sig i ’The Last Man on Earth’, men allerede i det indledende afsnit opdager den kampdrikkende hulemand, at han ikke er så alene, som han troede. På ekstremt akavet vis støder han på Kristen Schaals konservative regelrytter, der emsigt insisterer på at overholde lovens forskrifter selv efter dommedagens hærgen: Hun trygler Forte om at standse ved stop-skilte og parkere bilen inden for de optegnede linjer – og for guds skyld ikke på handicappladserne!
Forte har selv skabt FOX’ post-apokalyptiske komedieserie på baggrund af en idé fra Phil Lord og Christopher Millers krøllede hjerner. Parret bag ’Jump Street’-filmene og ’The LEGO Movie’ har ligeledes instrueret de to første afsnit.
2. ’American Crime’
ABC’s nye antologiserie ‘American Crime’ dykker ned i raceproblemerne i det amerikanske samfund med afsæt i en bestialsk mordsag. I de sene nattetimer myrdes Russ (Timothy Hutton) og Barbs (Felicity Huffman) søn i sit eget hjem, mens svigerdatteren udsættes for et brutalt seksuelt overgreb, og i den efterfølgende retssag lurer de racistiske motiver konstant under overfladen af påstået objektivitet.
Det ligner et bundsolidt kabeldrama i netværksklæder, og serien har da også modtaget store roser fra de amerikanske medier. Vi krydser fingre for en nært forestående dansk premiere.
3. ’Empire’
Fox’ ’Empire’ har indtaget tv-landskabet med himmelfarende ratings til følge. Den hyperpopulære dramaserie genforener ’Hustle & Flow’-duoen Terrence Howard og Taraji P. Henson i en følelsesladet fortælling om intriger og magtkampe i det familiedrevne hip hop-imperium Empire Records. Serien er skabt af Lee Daniels, der tidligere har stillet skarpt på afroamerikanske miljøer i ‘Precious’ og ’The Butler’.
Det timelange familiedrama lægger en soapet grundtone for dagen og balancerer på kanten af ufrivillig komik, men serien har udover den astronomiske fanskare tiltvunget sig positive anmeldelser fra det amerikanske anmelderkorps.
4. ’The Slap’
’The Slap’ er baseret på den australske dramaserie af samme navn og skildrer en simpel lussings vildtfarende personlige og sociale konsekvenser for en gruppe venner.
Da Zachary Quintos kæft, trit og retning-mand langer en flad ud til et andet pars uvorne søn under en fødselsdagsfest, slukkes lysene i lagkagen brat, og aggressionerne bryder ud i lys lue. Afstraffelsen er ovre på et splitsekund, men efterdønningerne er varige.
Dramaet udfolder sig på et indre, psykologisk plan og løftes af et ærefrygtindgydende cast: Peter Sarsgaard, Thandie Newton, Brian Cox og Uma Thurman bevidner alle lussingen fra første parket.
5. ’12 Monkeys’
I tråd med tidens tendens om at genoplive filmklassikere som tv-serier har Syfy kastet sig over Terry Gilliams rablende geniale tidsrejsefabel ’Twelve Monkeys’, der selv var baseret på Chris Markers mesterlige kortfilm ’La jetée’ fra 1962.
20 år efter Bruce Willis spillede rollen, inkarnerer Aaron Stanford James Cole, som må tage tidsmaskinen i brug for at forhindre udslippet af en dødelig virus, skabt af den gådefulde organisation The Army of the Twelve Monkeys.
Serien har fået en blandet modtagelse, men efter FX’s Golden Globe-belønnede take på ’Fargo’ mangler det da bare, at den kommer til Danmark.
6. ’Jane the Virgin’
En streng katolsk opdragelse har holdt Janes jomfruhinde intakt, men selv om kæresten konsekvent er blevet mødt med kyskhed, når han har kørt rambukken i stilling, viser hun sig pludselig at være med rogn.
Der er ikke tale om et religiøst mirakel, men en kunstig befrugtning begået af en lesbisk læge med seriøse kærlighedskvaler (og som følge heraf svigtende koncentration). De komiske intriger hober sig naturligt op i kølvandet på den tilfældige undfangelse, mens Janes moralske dilemma gradvist vokser sig tungere: Skal hun vælge aborten eller et liv som jomfruelig mor?
’Jane the Virgin’ udspiller sig i et glat, selvbevidst romantiseret univers, men holdes på afstand af det enerverende via en vidunderlig præstation af Gina Rodriguez i titelrollen.
7. ’The Missing’
Den kulsorte frontløber i den britiske bølge af kvalitetskrimier.
Tony mistede sit barn på en familieferie i Frankrig for syv år siden og har aldrig siden været i stand til at besejre sorgen. Serien krydsklipper mellem nutiden, hvor faderens besatte efterforskning har eroderet hans sociale liv, herunder hans ægteskab, og flashbacks til hændelserne omkring sønnens bortførelse i et bedragerisk solbeskinnet ferieparadis.
’The Missing’ blev nomineret til to Golden Globe-statuetter, og anden sæson er i støbeskeen, dog med fokus på en ny sag.
8. ’Black-ish’
Bevæbnet med humor og humanisme tager ’Black-ish’ livtag med raceproblemerne i det amerikanske samfund: I den opløftende sitcom omfavnes mangfoldigheden på forbløffende nuanceret vis.
På grænsen til det skingre spiller Anthony Anderson (’Transformers’) den succesfulde reklamemand Andre Johnson, der forfremmes til Senior Vice President på jobbet, men alligevel aner malurten i bægeret, da han får tildelt urban culture som ansvarsområde. For som han siger, blev Barack Obama ikke udnævnt til præsident for urban affairs.
Bedre bliver det ikke, da hans kridhvide ærkefjende tiltaler ham ’Dre’ og ’bro’, som var hans hudfarve en krystalklar indikator for swag og street cred.
I en eklatant selvmodsigelse bestræber Andre sig efterfølgende på at indoktrinere klassiske ’sorte værdier’ i sine unger på hjemmefronten trods deres befriende indifferens over for raceforskelle. ’Black-ish’ udvikler sig til en fin, opbyggelig fortælling om at give slip på den rigide forankring i specifikke kulturer og komme sine medmennesker i møde – hvide og sorte, gule og grønne.
9. ’You’re the Worst’
Det lyder ikke just lovende: Boy meets girl, og straks er de bollevenner.
’You’re the Worst’ løfter sig dog langt over Timberlake/Kunis-komedien med den ugudelige danske titel, for til trods for den generiske præmis er serien overraskende velskrevet. Der er en aggressiv ligegyldighed i de verbale stikpiller, der slynges til højre og venstre af de egocentriske hovedpersoner, som var andres mening det sidste, der ragede dem.
Serien ville ganske givet slutte sig til rækken af utålelige rom-coms, var det ikke for den sitrende kemi mellem Chris Geere og Aya Cash, som udgør et sprængfarligt match under og over lagenerne.
Læs også: Otte nye britiske dramaserier, du skal se
Lyt til Soundvenue Filmcast: ‘House of Cards’ / ‘9. april’ og danske krigsfilm / Klam kvindeserie udfordrer Tina Fey