Trailer: Oscar Isaac er stjernen i ny HBO-serie fra manden bag ‘The Wire’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Oscar Isaac er måske tidens mest interessante, yngre mandlige skuespiller i USA, et godt bud på en ny Al Pacino eller Robert De Niro.

Han slog suverænt igennem i Coen-brødrenes ‘Inside Llewyn Davis’ og har hidtil vist stor sans for at vælge de rigtige roller. Sci-fi-kammerspillet ‘Ex Machina’ og gangsterdramaet ‘A Most Violent Year’ har understreget hans position som arthouse-darling, og snart tager han chancen på den helt store klinge med roller i de nye ‘Star Wars’ og ‘X-Men’-film.

Hans måske mest spændende fremtidige rolle er dog i HBO’s miniserie i seks afsnit, ‘Show Me a Hero’. Den er lavet af David Simon, manden bag verdens bedste tv-serie, ‘The Wire’, og New Orleans-serien ‘Treme’, hvis første sæson ligeledes var et mesterværk.

Med den oversete ‘Generation Kill’ og ‘The Wire’-forløberen ‘The Corner’ har Simon bevist, at han i den grad kan begå sig i miniserieformatet. Og med Paul Haggis (‘Crash’) som instruktør og Isaac som frontmand, flankeret af stærkere spillere som Alfred Molina, Catherine Keener, Winona Ryder, Bob Balaban og Jon Bernthal, tør vi godt skrue forventningerne til ‘Show Me a Hero’ op mod bristepunktet.

Den første trailer ser virkelig lovende ud. Serien bygger på en autentisk historie om borgmesteren i den lille by Yonkers uden for New York, Nick Wasicsko (Isaac), der i 80’erne mødte stor modstand fra den hvide middelklasse, da han forsøgte at skabe boliger til den fattige, sorte del af befolkningen.

Det lyder måske tørt, men Simon kan om nogen gøre det vedkommende, og at dømme ud fra traileren er der tilmed skruet endnu mere op for den ydre dramatik end i flere af serieforfatterens øvrige værker.

Vi krydser fingre for en fortælling, der krydser det stærke karakterportræt med oprigtigt indigneret samfundskritik. ‘Show Me a Hero’ får premiere på HBO Nordic 17. august.

Læs også: Vores forventninger til HBO’s kommende dramaserier

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af