Instagram er med sin store succes som det tredjestørste sociale medie i Danmark, efter Facebook og Snapchat, på vej væk fra den oprindelige idé om at dele øjebliksbilleder nu og her.
Men med så stor en succes og med Facebook som ejer, var det vist bare et spørgsmål om tid, før vi også her skulle invaderes af reklamer.
Efter at det i godt to års tid har været muligt for virksomheder at annoncere på Instagram i USA og flere andre lande, bliver det nu også muligt i Danmark fra nu af.
Indtil nu har flittige Instagram-brugere selv deltaget aktivt i markedsføringen på Instagram ved at regramme alle sine yndlingsbrands og dele hashtags og billeder, der promoverer diverse brands.
Nu giver Instagram virksomheder mulighed for, ligesom på Facebook, at nå endnu flere brugere med reklamer og annoncer i folks nyhedsfeed. Alle spilleregler bliver naturligvis overholdt, og man vil altid kunne se at man scroller forbi en reklame i det der står ’sponsoreret’ i øverste højre hjørne på opslaget.
Derudover giver Instagram mulighed for flere klikvenlige funktioner under opslaget, så man kan klikke på ‘Læs mere’, ‘Køb nu’, ‘Tilmeld dig’ og hvad der ellers skal til for, at vi brugere glemmer alt om, hvad vi var i gang med, og lige pludselig har købt en pelset hat.
Sidst, men ikke mindst bliver tidsrammen for videoopslag sat op til 30 sekunders varighed for annoncører.
Reklamerne har givet anledning til mange negative reaktioner i udlandet, men spørgsmålet er om det ikke bare er en tendens, vi brugere skal tage at vænne os til.
Det bliver spændende at se, hvordan reaktionerne bliver, når det for alvor ruller ud i Danmark.
Læs mere: Instagram går i portræt- og bredformat og: Er intet helligt længere?