Sidste år løb de med prisen som P3 Talentet, men i år stod Ukendt Kunstner helt øverst på skamlen, da P3 Guld-showet løb over skærmen på DR3 fredag aften.
Duoen bestående af Hans Philip og Jens Ole McCoy vandt P3 Prisen foran The Minds of 99 og kunne sammen med æren stikke 100.000 kr. i lommen. De fik overrakt prisen af sidste års vinder Mø.
P3 Talentet gik i år til Karl William, der slog Patrick Dorgan og Kwamie Liv på målstregen. Den tydeligt rørte sanger fik overrakt prisen af Mads Axelsen, Kidd og Shaka Loveless.
P3 Lytterhittet blev sjovt nok bestemt af lytterne, og her løb Suspekt og Lukas Graham med æren for ‘Søndagsbarn’ foran blandt andre Mø og Major Lazers ‘Lean On’
Anders Stegger, Signe Vadgaard og Sara Bro var værter for aftenen, der bød på optrædener fra blandt andre The Minds of 99, Ukendt Kunstner, Xtra Naan, Thomas Helmig (sammen med Thøger Dixgaard) og Martin fra X-Factors nye projekt SaveUs.
Læs også: Orgi-E fra Suspekt: »Som regel har musikerne mere at sige end politikerne«