Instruktion: Frank Coraci. Medvirkende: Adam Sandler, Taylor Lautner, Steve Buscemi, Nick Nolte, Harvey Keitel, Rob Schneider, Terry Crews, Luke Wilson, Will Forte, Steve Zahn, Danny Trejo, John Turturro. Premiere på Netflix den 11. december.
Tre trailer-tanker:
1) Netflix fik en strålende debut som premierefilmdistributør med ’Beasts of No Nation’, en gruopvækkende, intens og ofte poetisk nedstigning i en afrikansk borgerkrig, og allerede senere på året er streamingtjenesten klar med næste skud på stammen – dog i en lidt anden boldgade. Børnesoldater og meningsløs vold afløses af Sandler-lavkomik i ’The Ridiculous Six’, filmen, der allerede før sin premiere er kommet i vælten, efter flere indianske skuespillere udvandrede fra settet i protest over filmens påståede racisme.
2) Netflix’ har klogeligt holdt de kontroversielle indianerjokes på et minimum i den første trailer til filmen, men det betyder ikke, at forsmagens komiske optrin appellerer til streamingfolkets hjerneceller. Der sigtes konsekvent mod laveste fællesnævner i en lunken flodbølge af falden-på-halen-komik, der fremtvinger mere hovedrysten end latter. ’The Ridiculous Six’ skal ikke dømmes ude på baggrund af et to minutter langt sammenklip, men havde man håbet, at filmen ville udforske nye sider af Adam Sandlers til stadighed falmende talent – a la Paul Thomas Anderson i genistregen ’Punch-Drunk Love’ – er det på høje tid at komme på andre tanker.
3) På den positive side virker Sandler mere afdæmpet her end i sine største fadæser, ligesom han suppleres af et stjernespækket birollecast fra John Turturro, Steve Buscemi og Nick Nolte til Luke Wilson, Will Forte og Taylor Lautner (sidstnævnte i en ualmindeligt fjoget rolle). Så meget talent på rollelisten må da resultere i et par grin her og der? På den anden side var det eneste, det sidste samarbejde mellem Sandler og instruktør Frank Coraci (‘Blended’) resulterede i, tre velfortjente Razzie-nomineringer.