Der er dømt fandenivoldsk first-person-action og veltimet komik i den første trailer til ‘The Brothers Grimsby’ – en tilsyneladende vanvittig actionkomedie, der byder velkommen tilbage til et af Hollywoods største komiske stjerneskud: Sacha Baron Cohen.
Ikke siden ‘Diktatoren’ fra 2012 har Cohen – måske bedst kendt som Borat, Brüno og Ali G – været det bærende ansigt i en spillefilm, men i ‘The Brothers Grimsby’ spiller han over for Mark Strong i fortællingen om en toptunet spion (»The world’s greatest spy«, påstår traileren) og hans bøvede hooligan af en bror.
Med atletisk dræberinstinkt kaster Mark Strong sig omkring i trailerens første halvdel, der imponerer med sin POV-kameraføring: Tænk computerspillet ‘Half-Life’ møder Kathryn Bigelows 90’er-sci-fi ‘Strange Days’ tilsat febervildelse og et festligt glimt i øjet.
Der venter tilmed et komisk guldkorn for enden af de actionspækkede løjer, da Sacha Baron Cohen med fodboldtatovering, bakkenbarter og orgasme-ansigt leverer sin sidste punchline.
‘The Brothers Grimsby’ har også Penelopé Cruz og Ian McShane (‘Deadwood’) på rollelisten og er instrueret af ‘Now You See Me’-intruktøren Louis Leterrier. Det vides endnu ikke, hvornår filmen kan ses i de danske biografer.