Efter at have fusioneret hjerteskærende romantik og tragedie med groovy bluegrassmusik i den sublime, Oscar-nominerede ‘The Broken Circle Breakdown’ er belgiske Felix Van Groeningen tilbage med endnu et musikalsk og menneskeligt drama, ‘Belgica’, der netop har fået en trailer.
I filmen er de melankolske bluegrasstoner fra ‘The Broken Circle Breakdown’ skiftet ud med fyrig rock’n’roll fra den belgiske undergrundscene, hvor to brødre har sat sig tungt på tronen med deres nyåbnede rock-natklub. Presset øges dog i takt med klubbens stigende popularitet, og snart er familiesamarbejdet blevet til en indædt rivalisering.
‘Belgica’ skulle oprindeligt have haft ‘Smagen af rust og ben’-stjernen Matthias Schoenaerts i hovedrollen, men endte i stedet med belgiske hjemstavnsnavne som Stef Aerts, Jean-Michel Balthazar og Tom Vermeir. Om instruktøren når i nærheden af niveauet fra ‘The Broken Circle Breakdown’, må tiden vise, men trailerens højspændte mix af kogende vredesudbrud og svedig livemusik sætter under alle omstændigheder forventninger i vejret.
‘Belgica’ har endnu ikke fået en dansk premieredato.