’In the Heart of the Sea’
»Kald mig Ismael.«
Sådan starter Herman Melvilles ’Moby Dick’ på mystisk og frustrerende vis – for hvordan f*** (og det har vel plaget litteraturelskere i godt 165 år) skal man forstå dét? Er det en snu måde at introducere en utroværdig fortæller på eller måske en indikation på en skjult selvbiografi fra Melvilles hånd?
Ron Howards (’Apollo 13’, ’Et smukt sind’, ’Rush’) tidlige julegave til eventyrere og katastrofefilmelskere, ’In the Heart of the Sea’, starter et andet og mere entydigt sted: I Melvilles (Ben Whishaw) søgen efter autentisk inspiration til en ny bog.
Dette CGI-overlegne og dog sanselige dramabrag er nemlig ikke endnu et fejlslagent forsøg på en ’Moby Dick’-filmatisering. Det er snarere en fortolkende metafortælling om den virkelige begivenhed – hvalfangerskibet Essex’ forlis i 1820 – der inspirerede Melville til at skrive en af litteraturhistoriens mest velfortalte epics.
Selvom starten er mere ligetil i ’In Heart of the Sea’, er der fællestræk med romanen. Ligesom sin fortæller og hovedperson Ismael ankommer Melville i filmens begyndelse til Nantucket, en sagnomspunden havneø ved USA’s østkyst. På desperat jagt efter en historie opsøger han en aldrende og fordrukken søulk ved navn Tom Nickerson (en typisk velbrovtende Brendan Gleeson). Tom er den sidste overlevende fra den årgamle Essex-katastrofe – dengang han blot var en purung skibsmatros.
Melvilles historie fungerer som rammefortælling, men det er Toms bitre oplevelser om Essex-besætningens tragiske skæbne, der er hovedfortællingen i Howards 23. (!) spillefilm. Den tager udgangspunkt i rivaliseringen mellem førstestyrmanden Owen Chase (Chris Hemsworth som prototypisk all good-Hollywoodhelt) og kaptajnen George Pollard (Benjamin Walker). Filmens egentlige hjerte er dog mødet mellem menneske og monster – den olympiske kamp mellem hvalfangerindustriens harpuneriske rovdrift og den frygtindgydende, hvide kaskelothval.
Manuskriptet nikker konstant til ’Moby Dick’, hvilket får små, legesyge detaljer – som et dramatisk afgørende møde med en enarmet kaptajn – til at fungere som en slags imaginær fødsel af en af litteraturhistoriens mest komplekse karakterer, Melvilles etbenede Kaptajn Ahab.
Særligt prisværdigt er det, at filmen, ligesom Melvilles mesterværk, er både underfundigt detaljeret og actionpacked. Ét øjeblik taktilt kvalm, som når Tom skal dræne en hvals næsehule for den dyrebare og sædlignende spermacetolie. Det næste øjeblik dramatisk voldsom, når stormen raser i semi-danskeren Anthony Dod Mantles majestætiske fotografering, og gigantiske hvalhaler pisker vand til skum og matroskroppe til pindebrænde.
Filmens solide cast lykkes akkurat med at få nogle af de overskrevne replikker til at glide ned, og selvom en sukkersød kærlighedshistorie svøber det hele ind, så ja: Kald mig skibskatastrofefilmelsker.
Kort sagt:
På trods af havets voldsomme CGI-brusen styrer instruktør Ron Howard fortællingen om den hvide hval, der senere fik tilnavnet Moby Dick, sikkert i havn. ’In the Heart of the Sea’ er ikke en egentlig filmatisering af ’Moby Dick’, men ikke desto mindre opleves den som en værdig modstander til Herman Melvilles leviathanske romanbedrift.