’Daddy’s home’
»Ja, ja,« skal der nok være flere (inkarnerede Will Ferrell-fans), der tænker derude. »Endnu en mavesur anmelder, som ikke kan nedlade sig til at værdsætte en plat komedie som potentiel glimrende tømmermændsunderholdning, om den så blev serveret med kebab og cola søndag eftermiddag«.
Til dem vil jeg bare sige: Smid endelig samme sum hårdt tjente håndører efter en biografbillet og snold, som det ville koste jer at købe fem langt bedre komedier i Fona. I kan ikke sige, at I ikke blev advaret.
Stort set alt, der kan gå galt, går galt i ’Daddy’s home’, foran såvel som bag kameraet. Men hvor nogle fejlskud leverer tilpas trainwreck-underholdning til at berettige halvanden times perverst åndsbollet tidsfordriv, er ’Daddy’s home’ noget nær en fysisk lidelse at sidde igennem.
Bamsede Will Ferrell og bad-boy Mark Wahlberg forenes atter efter den spøjst mismatchede duos underholdende ’The Other Guys’ fra 2010. Denne gang spiller Ferrell godmodige Brad, gift med lækre Sara (Linda Cardellini) og stedfar til to lettere opsætsige rollinger.
Brad er vild med faderrollen, og da han (måske) ikke selv kan videregive sine bøvede gener, har han dedikeret sig til stedbørnene med liv og sjæl. Han smører madpakker, henter og bringer og agerer frivillig lilleputtræner i weekenden. En rigtig all-round American dad, som endog læser bibelhistorier for ungerne i den lokale kirke om søndagen.
Alt er lige ved og næsten fryd og familieidyl og Brad så godt som accepteret som fuldbyrdet bonusfar. Men så dukker Saras virkelige baby daddy Dusty op (Wahlberg), komplet med fræk alfahan-kværn og intimiderende spændstige biceps. Dusty vil vippe Brad af pinden, og fædrene tørner sammen i en episk forudsigeligt forstadskamp på gorillaegoer og insinuerende godnathistorier.
Imens reduceres Sara på sidelinjen til et tomhjernet nikkehoved af en hjælpeløs housefrau, som synker lystent ved synet af Dustys enorme bukseslange, stolt knapper øl op til sine to ’farmænd’, når disse lærer hendes generte søn at bekæmpe vold med vold, og skingert hyler »så gør dog noget!« i stedet for selv at røre en finger.
På samme vis leger Hannibal Buress komediens mindst lige så klicheklæge ’stenede sorte fyr’, der flytter ind i villamareridtet, udelukkende så Ferrell kan traske rundt i et par obligatoriske bedstefarracejokes. Gab.
Med lidt syrligt bid kan de infantile stereotyper være ganske på deres platte plads i en moderne filmverden, der alt for ofte synes at gå på kompromis med sin kreative galskab over for mediernes angstinducerede politiske korrekthed (Monty Python havde ikke haft en chance i dag). Men ’Daddy’s home’ er larmende usjov takket være et kriminelt ringe manuskript, der strander karaktererne med dialoger og pinefuldt langstrakte optrin så blottet for enhver komisk timing, at man får lyst til at finde ophavsmanden til miseren og pifte hans cykel.
Wahlberg løber med et par af filmens få gangbare jokes, mens Ferrell til gengæld maveplasker ubarmhjertigt som en desillusioneret X Faktor-deltager til første smertefulde audition.
Kort sagt:
Will Ferrell og Mark Wahlberg giver den som uengagerede søvngængere, i hvad der allerede nu kvalificerer sig til en toppost på listen over årets værste film. ’Daddy’s home’ er hverken sjov eller bare sløvt underholdende, men ligner et kasseret fejlskud fra gulvet i klipperummet.