»What can we do, there’s only two of us?«
En hel del åbenbart. Den nye actionfilm ‘Bastille Day’ har skabt et nyt makkerpar i form af Idris Elba og Richard Madden (Rob Stark fra ‘Game of Thrones’), der sammen skal slå en mulig terroristaktion i Paris ned.
Michael Mason (Madden) er en simpel lommetyv, der bliver en brik i et større spil, da han stjæler en taske, som viser sig at indeholde en bombe. Agenten Sean Briar (Idris Elba) erfarer, at Mason kan hjælpe ham med at afsløre et større komplot, og de to herrer samarbejder med Kelly Reilly (‘True Detective 2’) som nærmeste chef.
Traileren vidner om et klassisk actionbrag fra instruktør James Watkins, der indtil videre kun har horror-filmene ‘Eden Lake’ og ‘The Woman in Black’ i bagagen.
Om filmen får dansk biografpremiere er endnu uvist.