Khalazers comeback er et i særklasse seriøst hiphop-statement
De bedste ting kommer til de tålmodige. I tilfældet med Khal Allan og Asger Strandby aka Dr. Lazerlydes fælles projekt Khalazer har vi måttet vente spændt i et halvt årti på en fortjent efterfølger til debut-mixtapet. Men d’herrer har også jongleret mange gryder på komfuret i mellemtiden – især Ponyblod, Analogik, Danish Machines og computerspilsoundtracks har optaget kalenderen. Men ventetiden har måske netop været resultatet værd, for det lakonisk betitlede albums ambitionsniveau alene er i hvert fald ét, der bør få deres konkurrenter og kollegaer helt frem i skoene.
Grundpræmissen er egentlig den samme som på mixtapet: En myldrende gaveguirlande af hårdtrullede hiphopnumre, oftest hægtet sammen i enderne som én lang rejse – blot er spilletiden dobbelt så lang denne gang. Men ved nærmere lytning er albummet faktisk et noget mere homogent og mindre spraglet værk end sin forgænger. Der er luget lidt ud i de mange strittende retninger og især det mest organiske råstof er oftest kogt lidt ned i lydbilledet til fordel for en groft pixeleret armada af reanimerede 8-bit-computersamples, hvidglødende vinyler i warp-drevene og et køligt, galaktisk overblik, der benhårdt sorterer stumperne imellem de bevidst snublende beats, der albummet igennem humper af sted som et køleskabstungt monstrum af en robot på syvkantede hjul.
Strandbys grådige fingre er dog stadig skruet lige godt på, og hen over albummets timelange spilletid rapser han ivrigt fra alle tænkelige og utænkelige afkroge i et vanvittigt femfingers-sampleudsalg med små, finurlige detaljer proppet ind i hver en krog og hvert et hjørne. ‘Tiden er knap’ (»Tryk på den!«, lyder det beordrende) punkteres således af, hvad der grangiveligt lyder som speak fra Jakob Stegelmann fra et for længst glemt afsnit af ’Troldspejlet’ i dets kronede dage, ‘Ligesom ild’ inkorporerer volumenknaplydene fra doktorens computer som percussion og ‘Sidder i træerne’ scorer sin åbningsreplik fra ’Turbomodul’s satiriske 90’er-edb-nørder Frank og Heine. Mesterligt!
Sammen med et velorganiseret gæstegalleri, hvor blandt andre Scratchmagic, Kværn, Supardejen og mange flere slås om pladsen i vokalboksen, sikrer det variationen på et album, hvor numrene ellers undertiden ville være ved at flyde lidt vel meget sammen.
Der er ingen tvivl om, at ‘Album’ er et i særklasse seriøst hiphop-statement, som cementerer makkerparrets mægtige kræfter – det vil altså sige Strandbys ekstraordinære producertalent og Khal Allans status som en af Danmarks mest stabile mc’er – men Khalazer går næppe hen og bliver allemandseje som de ditto skøre kollegaer i Malk de Koijn. Dertil er stilen et par takker for passiv/aggressiv, blærerøvsfaktoren lidt for høj i teksterne og de reelle bangers i kludetæppet for få – selv om et par sager som ‘Pluto’ og ‘Roboseksuel’, der henholdsvis i midten og slutningen af albummet kører Khalazers kølige maskinfetich helt ud i galaksen, kommer tæt på. Det her er mere som en ubesunget vin fra hemmelige fade i en kælder langt ude på landet – én som smagsløgene lige skal tunes ind på, men når de så også er det: En delikatesse.
Kort sagt:
Fem år skulle det tage Khalazer at følge op på deres debut-mixtape fra 2011, men ventetiden har også været resultatet værd, for ‘Album’ er et i særklasse seriøst hiphop-statement. Khalazer går næppe hen og bliver allemandseje som deres kollegaer i Malk de Koijn – dertil er der for meget blær i teksterne og for få reelle bangers – men helheden er som en hemmelig vin, som smagsløgene lige skal tunes ind på, før man kan nyde den som en delikatesse.