Første del af ‘Daredevil’ traileren introducerede på ildevarslende og stemningsfuld vis den nye skurk The Punisher, spillet af Joe Bernthal fra ‘The Walking Dead’, og Matt Murdocks ekskæreste Elektra (Elodie Young fra den aktuelle ‘Gods of Egypt’). Den efterlod os med The Punishers faretruende formaning til Murdock: »You know you’re one bad day from being me«.
Del to af ‘Daredevil’-traileren er ude nu og genintroducerer tematikkerne fra dens forgænger og første sæson. Moral, samfund og den fine grænse mellem god og ond er stadig i centrum i serien, hvor den blinde Matt Murdock løber rundt som Daredevil i Hell’s Kitchen i New York for at får styr på de korrupte og kriminelle trakasserier.
Men hvor den forrige trailer fokuserede på at præsentere The Punisher, viser denne Elektra og Daredevils nye partnerskab udi kriminalitetsbekæmpelsens fine kunst.
‘Daredevil’ får premiere på Netflix 18. marts.