Den 61-årige og evigt aktive J.K. Simmons har haft meget at se til, siden han i 2015 vandt Oscaren for bedste mandlige birolle med ‘Whiplash’.
Før det var han måske bedst kendt for sin birolle i Sam Raimis ‘Spider-Man’-film, og nu vender han tilbage til superhelteuniverset, skriver The Hollywood Reporter. Simmons er blevet castet til rollen som Gothams politikommisær Gordon – spillet af Gary Oldman i ‘The Dark Knight’-trilogien – i Zack Snyders ‘Justice League’-film. Justice League er som bekendt en samling af DC’s Comics figurer, og i Snyders film kommer vi blandt andet til at se Batman (Ben Affleck), Superman (Henry Cavill) og Wonder Woman (Gal Gadot) tørne sammen.
Snyders ‘Justice League’-film bliver en todelt affære, hvoraf ‘The Justice League Part One’ står til at få premiere i Danmark 16. november 2017, mens ‘The Justice League Part Two’ får premiere i 2019. Som opvarmning kan Snyders ‘Batman v Superman: Dawn of Justice’ ses i biograferne fra 24. marts i år.